SIMON VÆTH OG KULKÆLDEREN

Vi bevæger os ned ad Valdemarsgade på Vesterbro, som, i en tid der ellers mest bærer præg af heldagsregn, er badet i et sjældent skær fra sensommersolen. Vi krydser en gade og kommer til en kælder på Matthæusgade, hvis lave vinduer næsten er dækket helt til af gamle gitre, parkerede cykler og brostensbrydende, grøn bevoksning.

Vi træder ned ad en smal trappe og finder os selv i et fantastisk rum, hvor kunst, udstoppede fugle, en mystisk ulvemaskine, farverige forsøgsark og skitser kæmper om vores opmærksomhed. Simon Væth (f. 1984) kommer ud fra kælderens bagerste lokale og byder os velkommen i “Kulkælderen,” som siden 2012 har fungeret som et fællesatelier for folk, der arbejder med tegning. I det ene hjørne sidder Louise Rosenkrands, også kendt som Miss Lotion, hvis markante streger og farverige univers fylder væggene omkring det oprejste arbejdsbord. I den anden ende af atelierets første rum sidder Thomas Mikkelsen, omgivet af fugle og actionfigurer, og arbejder på en ny tegneserie. Vi hilser hurtigt på, inden vi følger med Simon ind i det næste lokale.

Kulkælderen | All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Simon fortæller os om atelierets øvrige medlemmer, og vi får en fornemmelse for gruppens diversitet. Karoline Stjernfelt er uddannet fra Serieskolan i Malmø og arbejder udelukkende med at lave tegneserier, norske Frøydis Simonsen er både tegner og forfatter, og Katrine Marie Nielsen arbejder hovedsageligt med tegneserie tegnet digitalt, blandt andet for politiken. Mette Ehlers tegner ligeledes digitalt og skaber både illustration, animation og tegneserier i sin genkendelige skarpe stil, og Anne Munnecke er udannet fra Det Fynske Kunstakademi og arbejder med en mere kunstnerisk tilgang til tegning. Simon hiver en lille publikation frem fra en hylde; “Kulkælderen #1“, som rummer illustrationer og små tegneserier, som er lavet af atelierets brugere, og netop nu arbejder Simon på sit bidrag til udgave nummer tre. Det er en virkelig fin idé, og en god måde hvorpå gruppen både kan præsentere deres arbejde samlet og få en platform for eksperimenter ved siden af kundeopgaverne.

Det er godt at nørde igennem
Vi kommer ind i atelierets bagerste lokale, hvor Simon har haft sin plads de seneste to år. Simon laver kaffe og fortæller, at han har været en del af Kulkælderen siden starten, og at det faktisk er den eneste atelierplads, han har haft. Før Kulkælderen arbejdede Simon hjemmefra, og endnu før det gik han på Designskolen Kolding, hvor han for alvor fandt sin kærlighed til illustration. “Jeg søgte ind lige efter Krabbesholm, men fik afslag og flyttede til København. Dog var jeg kommet på en standby-liste, som jeg intet vidste om, og to uger efter blev jeg ringet op og havde fået en plads alligevel. Så efter fjorten dage måtte jeg flytte fra København igen og bosætte mig i Kolding.” Dengang troede Simon, at han skulle være grafiker, men i løbet af årene, under uddannelse, udviklede han bl.a. en stigende interesse for trykteknikker og fandt frem til det illustrative sprog, som han bygger videre på i dag. “Jeg tror, at det er sundt, at man virkelig får nørdet noget igennem, imens man er under uddannelse.”

Simon trækker den øverste skuffe, i sit gamle tegningsskab, ud og finder et par nye skitser frem. De stammer fra et nyt projekt, som skal blive Simon’s første forsøg på en tegneserie med replikker. Han fortæller, at han altid har interesseret sig for tegneserier og især har fundet inspiration i Claus Deleuran’s Illustreret Danmarkshistorie for Folket. “Ligeså længe jeg kan huske, har jeg interesseret mig for gamle ting. Faktisk troede jeg som barn, at jeg skulle være arkæolog” fortæller han og beskriver på den måde, hvordan han formår at forene sine interesser i sit kunstneriske arbejde. Det nye projekt tager udgangspunkt i manuskripter fra retsager i årene mellem 1680 og 1850 og har, for Simon, igangsat et større researcharbejde for at få enhver historisk detalje helt på plads. Hvornår blev potteplanten f.eks. en gængs ting i de danske hjem, og hvordan brugte man den i indretningen?

Den sunde og vigtige ubehag
“Når jeg snakker med ældre kollegaer, siger de fleste, at det tager fem til syv år at etablere sig som illustrator. Jeg blev jo først færdiguddannet for fire år siden, så jeg er der nok ikke helt endnu.” Simon fortæller åbent og beskedent om sit forhold til det at være selvstændig, og selvom at han i år har kunnet leve 100% af illustrationsopgaver, ligger der stadig en sund usikkerhed og rumsterer. “Nogle gange kan jeg godt få dårlig samvittighed over ikke at lave nok. Som selvstændig har man aldrig fri, og i princippet kan man altid lave lidt mere. Men det er nok bare prisen for al den frihed, som man tilgengæld har.”

Selvom Simon’s stil er meget genkendelig, og selvom han nu bliver hyret til opgaver på baggrund af netop den, er det vigtig for ham at eksperimentere med nye materialer. Lige nu arbejder han med blyantens potentiale, men når stregen på et tidspunkt bliver for sikker, så bliver den helt sikkert skiftet ud. “Hvis stilen bliver for tryg, så bliver det kedeligt. Det skal være lidt ubehageligt, ellers ender det hele bare med at blive Poul Pava,” siger han med et smil på læben, og bladrer videre igennem tegningerne i skuffen.

Kunstner eller…
På Simon’s plads i Kulkælderen er det tydeligt at mærke en kærlighed for tryk. Skufferne og væggene er fyldt med linoleumstryk, serigrafi og træsnit, og i reolen står der forskellige redskaber, som sværte, knive og en lille trykpresse. Simon har længe arbejdet med forskellige trykteknikker, og på trods af den lange arbejdsproces, der går forud for selve trykningen, ser han denne måde at arbejde på som noget af det mest umiddelbare. “Hvis man har mulighed for at rette og finpudse noget, mister det nemt charmen eller bliver fortænkt. Det undgår man, når man arbejder med linoleumssnit, da der ikke er nogen mulighed for at rette eller taste ctrl z.” Og netop denne bemærkning, synes vi, adskiller Simon og hans arbejde fra en af tidens ellers helt store tendenser, blandt mange unge illustratorere, der producerer hurtige digitale prints, som kan sælges billigt og i store oplag. Det er forfriskende at opleve Simons fordybelse i materialerne, og det gør, for os, hans arbejde langt mere gennemarbejdet og spændende.

Både Simon’s personlige projekter, og de illustrative opgaver, som han løser for forskellige kunder, har en høj kunstnerisk kvalitet, men han er ikke meget for at betegne sig selv som kunstner. “Som kunster arbejder man 100% for sig selv, og jeg synes f.eks, at det er enormt sjovt at arbejde med en kunde. Jeg oplever også at illustrationsmiljøet er utroligt åbent, og selvom det er et felt, som er præget af konkurrence, så er alle meget gode til at dele deres erfaringer – og øl.” Simon giver udtryk for, at han faktisk blev ret overrasket over at møde en så høj grad af videndeling blandt andre illustratorer, da han startede som selvstændig, og det virker helt sikkert til, at han selv har adopteret den samme form for åbenhed.

Der er allerede gået et par timer, siden vi trådte ned ad Kulkælderens smalle trappe. Utallige tegninger er bladrede igennem, og samtalen har snoet sig omkring mange forskellige emner, fra det nære, tegnetekniske til de store perspektiver i det at arbejde selvstændigt med sin kreativitet. Vi træder op fra den letskjulte kælder i Mattæusgade, som vi nu har lært lidt bedre at kende, og vores øjne skal lige bruge et par sekunder på at vende sig til lyset, som den lavthængende sensommersol kaster udover Vesterbro. Simon har været et fantastisk menneske at møde, og mon ikke vores vej vil føre os forbi Kulkælderen snart igen.

All photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.