LANDSKABET TILHØRER MALEREN

På en af sensommerens kedelige og regnfyldte søndage finder vi os selv på Sydfyn med tid til overs. Denne dag er naturen sjældent påtrængende, og det får os til at tænke på en kunstner, der har været i vores bevidsthed i et stykke tid, nemlig Camilla West.

Da vi første gang ser et af Camillas malerier, falder vi for den måde, hvorpå hun indfanger naturens organiske og komplekse former i brede penselstrøg. Camillas simple metode understreger solnedgangens poesi og uendelige farvespektrum eller et Sankt Hans-båls ustyrlighed og varme. Det er næsten som om, at landskabet er hendes, og at malerierne er sprækker ind til hendes særlige måde at se verden på. I de sidste timer af et familiebesøg på Thurø rammes vi af en trang til at vide mere om den sydfynske maler, og det føles pludselig som det helt rigtige at give Camilla et kald.

Camilla Wests atelier. Foto © I DO ART Agency.

Camilla Wests atelier. Foto © I DO ART Agency.

Malingtuber, pensler, kunstbøger og et par udstoppede dyr
Heldigvis er Camillas søndag akkurat lige så grå og kedelig som vores, og hun har tid til at få et besøg. Google Maps fortæller os, at vi befinder os under 10 kilometer fra hinanden, så et øjeblik senere krydser vi Svendborgsundbroen og ankommer til den lille blinde vej på Tåsinge, hvor Camilla både bor og skaber sine dragende værker.

Camilla Wests atelier. Foto © I DO ART Agency.

Camilla Wests atelier. Foto © I DO ART Agency.

Vi træder ud af regnen og ind i huset, hvor Camilla tager imod os foran en mandshøj Asger Jorn-plakat, der er tapetseret til væggen. Camilla viser os rundt i huset, hvor hun bor sammen med sine tre børn, to hunde og tre katte – ingen udover Camilla er dog hjemme i dag. På højre hånd ligger Camillas atelier, hvor landskabsmalerier og endnu ventende lærreder kæmper om pladsen med malingtuber, pensler, kunstbøger og et par udstoppede dyr.

“Jeg var lidt småforelsket i den lokale udstopper, så da min fugl døde, havde jeg pludselig en undskyldning til at tage forbi,” forklarer Camilla smilende om den udstoppede nymfeparakit, som bebor højre side af atelierets vindueskarm. Om der kom andet ud af mødet end den noget usædvanlige udstopning, melder historien dog ikke noget om.

Den udstoppede nymfeparakit i Camilla Wests atelier. Foto © I DO ART Agency.

Den udstoppede nymfeparakit i Camilla Wests atelier. Foto © I DO ART Agency.

Fra 1993 til 1997 studerer hun ved Det Fynske Kunstakademi, men vejen ind i en kunstnerisk tilværelse falder hende ikke nem umiddelbart efter afgang. I stedet tager Camilla en pædagogisk uddannelse og begynder at undervise, men i 2011 sker der noget, der skal vise sig at vende helt om på hendes liv.

Camilla West. Foto © I DO ART Agency.

Camilla West. Foto © I DO ART Agency.

“Det var ligesom at starte forfra”
Camilla bliver ramt af to blodpropper i henholdsvis hjertet og i hjernen, hvilket blandt andet resulterer i store hukommelsestab. Livet har taget nogle grimme sving for Camilla, og i lang tid kan hun, udover genoptræningen, ikke overskue ret meget andet end at sidde på sofaen. Camillas historie gør et stort indtryk på os, og vi har svært ved at forestille os, hvad der mon har gjort, at hun i dag er det positive menneske og den produktive kunstner, som vi oplever. Hun laver kaffe til os og fortsætter sin fortælling.

Camilla Wests atelier. Foto © I DO ART Agency.

Camilla Wests atelier. Foto © I DO ART Agency.

Camilla Wests atelier. Foto © I DO ART Agency.

Camilla Wests atelier. Foto © I DO ART Agency.

Bålværk af Camilla West. Foto © I DO ART Agency.

Bålværk af Camilla West. Foto © I DO ART Agency.

Men så en dag var der en af mine veninder, der foreslog, at jeg skulle begynde at male igen,” fortæller Camilla, der på det tidspunkt stort set har lagt sit kunstneriske virke på hylden. “Det var ligesom at starte forfra,” fortsætter hun og forklarer, at alt hvad hun lærte på kunstakademiet er forsvundet på grund af blodpropperne.

Camilla Wests atelier. Foto © I DO ART Agency.

Camilla Wests atelier. Foto © I DO ART Agency.

Camilla Wests atelier. Foto © I DO ART Agency.

Camilla Wests atelier. Foto © I DO ART Agency.

At se malerier i landskabet
I tiden på Det Fynske Kunstakademi arbejder Camilla med ekspressivt maleri, stærkt inspireret af kunstnere som Peter Bonde og Erik A. Frandsen, som underviste på akademiet dengang. Efter at have brugt rigtig meget tid på at arbejde med sit indre, både i sin kunst og i forbindelse med sit sygdomsforløb, begynder omgivelserne at få en ny betydning. “Som en del af genoptræningen gik jeg mange ture, og pludselig begyndte jeg at se malerier i landskabet” forklarer Camilla, om hvordan hendes nye kunstneriske sti tog sin form. “Jeg stoppede hele tiden op for at tage flere billeder, så det med træningen gik vist lidt i vasken,” fortsætter hun smilende.

Camilla Wests atelier. Foto © I DO ART Agency.

Camilla Wests atelier. Foto © I DO ART Agency.

“Jeg kan ikke male noget, som jeg ikke har set”
Siden slutningen af 2011 har Camilla været ekstremt produktiv, og hun har stort set omsat sine observationer og indtryk til maleri på daglig basis. Hver dag går hun ud for at lede efter motiver på Tåsinge og i det bakkede landskab langs Svendborgsund. Camilla fortæller os, hvordan at det særlige lys kan opstå og forsvinde igen på få minutter, så hvis hun f.eks. falder i snak med en nabo på vej ned til sundet, kan hun være gået glip af et godt maleri.

Jeg kan ikke male noget, som jeg ikke har set,” forklarer hun og understreger, at det i høj grad handler om at opdage og blive begejstret.

Camilla Wests atelier. Foto © I DO ART Agency.

Camilla Wests atelier. Foto © I DO ART Agency.

Når det rigtige motiv sætter sig fast, går der sjældent lang tid, før det tager form på lærredet. Camillas teknik kræver, at malingen ikke når at tørre, før værket er færdigt, og dermed bevarer hun et frisk og levende udtryk. Der kan ikke rettes i strøgene, og hvis det går galt, kan der ikke males ovenpå, da de underliggende lag i så fald vil interferere med det endelig resultat. “Jeg kan bedst lide, når det går lynhurtigt,” siger Camilla, og det er nemt at spore netop denne umiddelbarhed og spontanitet i hendes strøg.

Camilla Wests atelier. Foto © I DO ART Agency.

Camilla Wests atelier. Foto © I DO ART Agency.

I 2012 begynder Camilla at lægge nogle af sine nye malerier på nettet, og der går ikke lang tid, før hun bliver kontaktet af interesserede.

En af de første, der ringer, er gallerist Tom Christoffersen, som vil sende Camilla på et ophold i Asger Jorns tidligere sommerhus på Læsø.

Der kom også en gallerist fra Stockholm forbi og fyldte bilen med mine malerier,” tilføjer Camilla, som endnu virker en smule overvældet over den reaktion, hun har fået på sine værker. Siden da har hun udstillet i både Italien, Tyskland og USA, og har været på residency på Færøerne.

Camilla West's hus set fra haven. Foto © I DO ART Agency.

Camilla West's hus set fra haven. Foto © I DO ART Agency.

10 sangparakitter og en nyvunden positivitet
I løbet af vores samtale er regnen stilnet af, og fra haven lyder en tropisk kvidren. I et hjemmebygget fuglehus har Camilla ti sangparakitter, som synger i kor med de aftagende regndråber, der falder fra det store træ i havens hjørne. Camillas kærlighed til naturen på Tåsinge er ikke til at tage fejl af, og det viser sig da også, at hun er vokset op blot et stenkast herfra. “Men dengang tænkte jeg aldrig over, hvor smukt her er,” forklarer hun og tilføjer at: “Nu er det det bedste, jeg ved.

Camilla West. Foto © I DO ART Agency.

Camilla West. Foto © I DO ART Agency.

Camilla Wests have. Foto © I DO ART Agency.

Camilla Wests have. Foto © I DO ART Agency.

Camilla Wests have. Foto © I DO ART Agency.

Camilla Wests have. Foto © I DO ART Agency.

I det hele taget virker det til, at der er sket meget siden dengang. Camillas liv har taget mange uventede sving og budt på både skilsmisser, blodpropper og uheld, men selvom det har været ubeskriveligt hårdt, ser hun sine oplevelser som en gave. “Jeg tænker helt anderledes nu, jeg gider ikke gå rundt og være i dårligt humør. Det er ok at have en dårlig dag, men så ikke også i morgen.” Med denne positivitet har livet præsenteret Camilla for mange nye muligheder, og hun virker til tider selv lidt overrasket over sit nye jeg. “Jeg har altid villet være kunstner, men jeg havde bare ikke modet,” tilføjer Camilla og fortsætter: “Nu skal jeg bare gå ind i atelieret og male, og så sker der alle mulige spændende ting.

Camilla Wests atelier. Foto © I DO ART Agency.

Camilla Wests atelier. Foto © I DO ART Agency.

Camilla Wests atelier. Foto © I DO ART Agency.

Camilla Wests atelier. Foto © I DO ART Agency.

Camilla Wests atelier. Foto © I DO ART Agency.

Camilla Wests atelier. Foto © I DO ART Agency.

Landskabet tilhører maleren
Efter mange timers samtale om livet og lidt af hvert, står vi her i Camilla Wests vidunderlige have med en langt bedre forståelse for, hvordan hun, med en smule melankoli, formår at indfange optimismen og håbet i sine strøg. Da vi igen krydser Svendborgsundbroen, har vi en følelse af at bevæge os igennem et af Camillas værker. Sundets linjer, refleksionerne i vandet, det bakkede landskab og det særlige lys.

Jeg føler, at det er mit Tåsinge” sagde Camilla, kort før vores veje atter skiltes, og vi er så glade for at have fået lov til at se det igennem hendes øjne. Landskabet tilhører maleren, men heldigvis vil hun gerne dele.

Rikke Luna Filipsen (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er kunstformidlere. De stiftede idoart.dk i 2011, og udover at bidrage med artikler, interviews og essays, fungerer de som mediets redaktører. De driver desuden formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books.