KUNSTEN AT BRUGE SIN STEMME

Vi befinder os i en tsunami af ytringer” sagde Fos, da vi besøgte ham i hans atelier på Islands Brygge for et par uger siden. Det har aldrig været nemmere at få sin stemme hørt, men hvordan bruger man den rigtigt, og hvad skal man egentligt sige?

I et utraditionelt samarbejde mellem Vallekilde Højskole, Ungdomsbureauet og KØS (Museet for kunst i det offentlige rum) er projektet Røst opstået. I gennem undervisning og en årlig talerfestival (der finder sted for første gang her i weekenden) vil de tre parter sætte fokus på vigtigheden af den gode tale og særligt styrke unges engagement i de offentlige debatter. Hvorfor? Fordi det er vigtigt, at den offentlige samtale nuanceres, farves af forskellighed og åbner op for de personlige perspektiver.

En ung stemme som har formået at præge den offentlige samtale tilhører aktivist, feminist og redaktør på Friktion Emma Holten. Især siden hun med sit projekt Samtykke blev et offentligt kendt ansigt, har hun skabt reelle forskelle i vores samfund ved at ytre sig – og altid på en personlig og vedkommende måde. “Historisk på denne klode har nogle menneskers verdensbilleder fået lov til at bestemme, hvad der skulle være alle andre menneskers virkelighed,” forklarede Emma, da vi interviewede hende til nedenstående video. Derfor er det vigtigt at flere lærer at udtrykke sig og bidrage med deres verdensbilleder – et budskab som Emma og Røst deler.

Imens flamingo-fnuller hvirvlede rundt i det stemningsfulde værksted på Islands Brygge, bemærkede Fos det interessante ved, at et museum tager del i et retoriske projekt som Røst: “Billedkunst er jo også en ytring, der har sin egen røst. Den røster bare ikke med stemmebåndet, men med vores øjne, ører og næse – og nogle gang med ler og gips og hvad der ellers findes på." Fos har skabt Røst’s talerstole, som forsøger at skabe en forbindelse mellem det kategoriske talte sprog og kunstens mere kropslige og sanselige udsagn.

Performancekunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen har til Røst taget fat i nutidens præstationssamfund og de frustrationer, der knytter sig til altid at skulle være den bedste. I performancen Octopodo iklæder hun sig en blæksprutte, hvis 200 lysende pærer løbende skifter farve for at tilpasse sig omgivelserne. Hør nogle af hendes overvejelser og se Octopodo i aktion her:

Røst Festivalen vil op imod 200 højskoleelever finde vej til de 3 talerstole og give bud på deres forskelligartede syn på verden. Derudover bidrager Emma Holten, Kristian Leth, Sabrina Vitting-Seerup (kåret som verdens bedste taler) og Olav Hesseldahl (medstifter af Ungdomsbureauet) med taler. Da vi besøgte Olav på hans kontor i København K, fortalte han om vigtigheden i at udtrykke sig personligt og at være til stede i øjeblikket.

Hans opfordring til alle os, der har svært ved at tale i offentlige sammenhænge, lyder: “Det kan ikke gå galt. Hvis du ikke kan få ordene ud af sin mund, så har du stadig haft intentionen om at holde en tale – og den betyder også noget. Så prøv! Inden det er for sent.

De fire videointerviews er produceret af I DO ART Agency for Røst.

Rikke Luna Filipsen (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er kunstformidlere. De stiftede idoart.dk i 2011, og udover at bidrage med artikler, interviews og essays, fungerer de som mediets redaktører. De driver desuden formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books.