Debat, Interviews, Offentligt rum, Performance, Proces, Rejser, VideoRIKKE LUNA & MATIASAugust 09, 2018Hesselholdt & Mejlvang, I DO ART Agency, Rikke Luna & Matias, I DO ART Film, I DO ART Film 2018, Palermo, Manifesta 12, I DO ART Film 2017-2018Comment

HESSELHOLDT & MEJLVANG “FOR A BETTER TOMORROW”

To skikkelser bevæger sig beslutsomt hen over en åben plads. De er iført brune og karrygule klæder, og deres blikke er fikserede på den opgave, som de står overfor. Selvom det er tidlig morgen kaster solen sine brændende stråler ud over Palermos gader, og her midt på pladsen er der ingen skygge at søge tilflugt i. Her er seks skåle med indfarvet sand, tragte og koste, en rektangulær plet i græsset og de to skikkelser; Sofie Hesselholdt og Vibeke Mejlvang.

En nøje planlagt koreografi går igang. Først bliver den rektangulære plet målt op i mindre felter, streger i jorden bliver sat, og næsten uden intern dialog udfyldes den tørre jord med farvet sand. I et langsomt, men sikkert tempo afsløres et kompliceret mønster, hvis linjer og former er en kombination af forskellige flag fra hele verden. Sandets farver kommer fra en hudfarve-skala, som den amerikanske dermatolog Thomas B. Fitzpatrick udviklede i 70’erne, og som Hesselholdt & Mejlvang har brugt i deres projekter siden 2015.

Hesselholdt & Mejlvang, For a Better Tomorrow. Foto © I DO ART Agency.

Efter to timer ligger sandet i skarpe opdelinger, næsten som landegrænser på et verdenskort. Linjer på kryds og tværs sørger for at holde farverne adskilt, men ikke ret længe. De to kunstnere samler et par koste op og påbegynder en nye koreografi, en nedbrydende handling. Den pertentlige struktur opløses i en uafbrudt, cirkulær bevægelse, som på ingen tid slører de rene og overskuelige felter. Et ritual er ført til ende, kostene lægges på plads, og skikkelserne forsvinder igen fra pladsen. Tilbage står et nedbrudt mønster og en påmindelse om, at de strukturer, vi lader styre vores liv, ikke er permanente, men kan opløses og tænkes på ny.

I en tilstand af nærvær
“De strukturer som vi lever under, som f.eks. nationalstaten, er under evig forandring. Sådan som landegrænserne ser ud i dag, har de ikke altid set ud – de har konstant ændret sig op igennem historien. Alt det vi tænker som fastlåst, behøver ikke at være sådan i morgen. Vi kan bare ændre på det, hvis vi vil,” forklarer Sofie Hesselholdt (f. 1974), da vi taler med hende og VIbeke Mejlvang (f. 1976) efter deres performance i Palermo på Sicilien.

For a Better Tomorrow er Hesselholdt & Mejlvangs andet performanceværk, og det første hvor de selv performer. “Vi kunne ikke vide det på forhånd, men vi endte begge i en trancetilstand, hvor det eneste der fyldte var den opgave, vi stod overfor. Det var varmt, vi blev tørstige, men vi stoppede ikke. Det skulle fuldføres, før vi kunne tænke på noget som helst andet, og det var en ret fantastisk tilstand at være i, i to timer uafbrudt,” fortæller Vibeke begejstret. “Det var enormt interessant at opleve nærværet; både til opgaven, til sandet og til den jord vi gik på,” fortsætter Sofie og fortæller, at de dagen inden performancen brugte fire timer på at klippe græsset og rydde det felt, som skulle danne rammen for deres performance.

En opløsning af strukturer
“Det er generelt for vores arbejde, at vi forholder os til det, der sker i verden og omkring os. Vi bliver nødt til at tage stilling,” fastslår Vibeke, da vi spørger ind til de åbenlyse politiske toner, som ikke kun farver værket i Palermo, men store dele af duoens fælles praksis.

“Da vi begyndte vores research til For a Better Tomorrow, læste vi om Palermos borgmester Leoluca Orlando, som byder migranterne velkommen, når de ankommer i byens havn,” fortsætter Sofie. “Han går direkte imod de politiske strømninger i Italien, som er højrepopulistiske, nærmest nyfascistiske. Der sker noget i Palermo rent politisk, som vi synes er enormt spændende. Der er noget spændende i det at byde folk velkomne og se dem som en ressource, frem for nogle vi skal af med hurtigst muligt. Det blev vores udgangspunkt for at lave et værk, som ikke cementerer bestemte strukturer, men som ønsker at bryde dem ned og opløse dem.”

Sicilien ligger mellem Europa, Afrika og “Mellemøsten”, lige midt i Middelhavet – et hav, som flere hundredetusinde mennesker (ifølge FN) på flugt fra krig og ødelæggelse har forsøgt at krydse siden 2014. Det er en farefuld færd, som ikke bliver lettere af en tiltagende xenofobi (sygelig angst for fremmede eller udlændinge) blandt europæiske politikere og nationalstater, der lukker sig om sig selv. For Sofie og Vibeke er de hårdt optrukne grænser og opdelinger mellem mennesker ikke svaret, men derimod kilden til en del af vores planets mest akutte problemer.

Universet er et skrøbeligt sted
Idéen om at bruge farvet sand i værket har Hesselholdt & Mejlvang hentet langt fra Palermo. Gennem århundreder har tibetanske munke med tålmodige hænder lagt farvet sand i komplekse mandalamønstre. Med små metalstave banker munkene forsigtigt på lange tragte og vibrationerne får sandet til at flyde jævnt, så de kan opnå den største nøjagtighed. Når mandalaen er fuldendt, fejer munkene sandet sammen og opløser det i den nærmeste flod.

“Når buddhistiske munke bruger flere uger på at konstruere komplicerede sandmandalaer, så gør de det ikke bare for sjov. De gør det, fordi de mener, at det har en væsentlig betydning. De optegner strukturer og hvisker dem ud igen, for at vise verdens forgængelighed. For at vise at universet er et skrøbeligt sted, som hele tiden er i forandring. Det er en smuk metafor for tilværelsen, som vi gerne vil låne lidt af,” forklarer Sofie.

I Sofie og Vibekes tilfælde peger opløsningen specifikt på alle de opdelinger, som op igennem historien har holdt mennesker adskilt, og som alt for ofte har resulteret i had og frygt. “Med denne symbolske handling vil vi gerne sætte alle strukturer til diskussion. Også de strukturer som siger, at vi er forskellige, fordi vi har forskellige hudfarver. I virkeligheden er det er jo ikke andet end en social konstruktion.” For et øjeblik lader kunstnerduoen os forestille os en verden uden skel, uden grænser, uden had.

Kunstens rolle i kaotiske tider
Men er det nok blot at lade som om? Når rigtige mennesker mister livet på Middelhavet, og det politiske klima synes at blive mere apatisk for hver dag der går, er det så nok bare at forestille sig et alternativ? Vi er nysgerrige på at høre, hvordan Sofie og Vibeke ser kunstens rolle i kaotiske tider som disse.

“Det er jo det vildeste spørgsmål, som vi selv taler om næsten hver dag,” begynder Sofie: ”Vi har valgt at tro på, at kunsten godt kan være med til at forandre verden, men det er selvfølgelig nødt til at være et aktivt valg. Vi vil aldrig kunne få håndgribelige beviser for, at vore projekter faktisk har ændret noget i verden, men vi tror på, at vi har en stemme, som er en anden end politikernes og nyhedsmediernes.”

Vibeke uddyber: “Vi arbejder med mentaliteter, følelser og holdninger. Det er ikke sikkert, at vi ændrer en politisk kurs i morgen, men vi er med til at italesætte akutte problematikker og sætte nye tanker igang. Forhåbentligt kan det bidrage til en ny måde at forholde sig til omverdenen på.” Sofie forklarer det som et frø, de sender ud i verden, som forplanter sig hos den enkelte, spirer over tid og bringer nye erkendelser eller tankemønstre med sig. “Som kunstnere opererer vi langsommere i en tid, der ellers er kendetegnet ved tophastighed på alle fronter. Vores mål er helt klart at påvirke folks mentalitet på et andet plan.”

Kan alt blive bedre i morgen?
I en verden som synes styret af fjendtlige politiske agendaer, uløselige strukturer og skel på tværs af køn, nationalitet, etnicitet og religion, er kunsten vigtig. Den kan give os et håb om, at de fastlåste knuder kan løsnes, og at grænserne kan sløres. For a Better Tomorrow er en symbolsk handling og en vigtig handling. Vibeke forklarer det således: “Det var en handling, der skulle udføres. Lidt ligesom når man hejser et flag eller puster lys ud på en kage, så er det en markering af noget vigtigt og følelsesladet.”

Værket forandrer måske ikke verden i morgen, men håbet er vigtigt, for håbet motiverer til handling. “Hvad hvis vi tager kunsten så alvorligt, at vi forventer, at den gør en forskel?” afrunder Sofie.

Hvad nu hvis vi tror på, at verden godt kan blive bedre? Hvad hvis vi tror på, at vores egne tanker og holdninger kan gøre en forskel? Hvad nu hvis vi faktisk tror på, at empati kan redde menneskeliv? Og hvad hvis nu den tro bliver til handling? Ja, så kan alting måske blive bedre i morgen.

FAKTA:

Den rituelle handling blev udført på dagen for den officielle åbning af kunstbiennalen Manifesta 12, som i år afholdes i Palermo. Som en del af biennalens parallelprogram af ‘Collateral Events’, var Hesselholdt & Mejlvang inviteret af den danske kuratordrevne platform Arts & Globalization. Udover performancen bidrager Sofie og Vibeke med installationen The Invisible Territory, som kan opleves på Via Della Vetriera 99, indtil d. 4. november.

Video- og fotodokumentation af performancen For a Better Tomorrow er produceret af I DO ART Agency for Hesselholdt & Mejlvang.

Hvis du vil vide mere om Manifesta 12, kan du læse vores rejsedagbog her.

RIKKE LUNA & MATIAS

Rikke Luna Filipsen (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er kunstformidlere. De stiftede idoart.dk i 2011, og udover at bidrage med artikler, interviews og essays, fungerer de som mediets redaktører. De driver desuden formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books.