ET INTERVIEW MED PAPERCUT ISSUES

Papercut Issues er et onlinemagasin, som omfavner det uperfekte, langt væk fra mediebilledets normer og stereotyper. I det eksperimenterende onlineunivers udfordres disse både visuelt, såvel som i indhold, hvor den subjektive historie er i centrum.

Det er en platform, som fremhæver unge stemmer, der deler, taler og fortæller om kunst og kultur, om kærlighed og had, succes, fiasko og alt det midt imellem. Gennem eventyrlystne og uprøvede unge, formidler Papercut Issues et mangfoldigt og ærligt billede af verden, som de, du og jeg ser den.

Kontor | Foto: Maria & Louise Thornfeldt.

Kontor | Foto: Maria & Louise Thornfeldt.

Vi besøgte kontorfællesskabet Skrå på Nørrebro, hvor redaktion arbejder fra og fik således, gennem en snak med chefredaktør Kirstine Scütze, et indblik i magasinets kreative overvejelser og arbejdsprocesser.

Hvordan og hvornår startede I?
Det startede (som med andre gode idéer) over et glas vin en sommeraften i 2014. Her faldt snakken på magasiner til kvinder. Vi synes, at der manglede noget i det danske udbud, der ikke bare guidede til efterårets look, eller fortæller hvordan at du som power-kvinde balancerer mellem familie og arbejde. Den aften gav vi hånd på, at vi et år derfra, skulle have udgivet noget, der kunne bryde med de klassiske dameblade. Nu sidder vi med et produkt, der dog ikke rigtigt kan ses som et alternativ til damebladene, men vores afsæt mener vi er rigtig vigtigt for at forstå vores koncept, og hvorfor vi egentlig er endt op med det, der nu hedder Papercut Issues.

Foto af Maria & Louise Thornfeldt.

Foto af Maria & Louise Thornfeldt.

Det tog os næsten et lille år med research, workshops og utallige diskussioner at udvikle konceptet, formatet og formen frem mod vores debuttema ’Fiasko’ i maj 2015. På mange måder var det en af de hårdeste faser, fordi at vi på dette tidspunkt ikke have noget konkret produkt at vise folk, men kun ord at arbejde ud fra. Vi havde utroligt mange dygtige folk med ind over i denne periode, og det er mest af alt alle de frivillige, der har været med, som tilblivelsen af magasinet skyldes.

Double State af Name a Moon After og Løgn af Marie-Louise Omme.

Double State af Name a Moon After og Løgn af Marie-Louise Omme.

Hvordan vælger I jeres temaer?
Vi er femten frivillige redaktører på Papercut Issues, og det er os, der diskuterer og fastsætter et tema for den næste udgivelse. Vi diskuterer ofte en masse emner, som vi synes er interessante, og så tager vi de mest populære til afstemning i redaktionen. Vi forsøger at finde begreber, som vi har lyst til at vende på hovedet; som f.eks. fiasko, midt imellem, action, drøm, løgn eller nørd. Det handler for os om at fastsætte et emne, der sætter spørgsmålstegn ved nogle strukturer og udfordrer nogle normer og standarder. Det er dog aldrig til at forudsige, hvordan publikum tager imod et tema, og hvad vi egentlig får udviklet til dem. Nogle temaer er enormt stærke visuelt, mens andre er stærkere på den litterære front.

Fiasko - et installationsværk af Nynne Hauge Larsen.

Fiasko - et installationsværk af Nynne Hauge Larsen.

Hvordan vælger I, hvem der bidrager til bladet?
Det er meget forskelligt. Vi bringer både indlæg med folk, som henvender sig direkte til os eller unge, som vi selv rækker ud efter. Overordnet er det vores mål at give taletid til dem, der ikke normalt bliver hørt. Nogle der har en skæv vinkel eller en god historie på et emne. Vi arbejder tæt med skribenter og bidragsydere, så der er også en del sparring i processen med en artikel.

Truetrue af Rosalina Kruse Serup.

Truetrue af Rosalina Kruse Serup.

Hvordan inviterer I folk til at blive en del af magasinets univers?
Vi arbejder en del med at inddrage og involvere vores læsere og publikum. Dette gør vi bl.a. gennem det grafiske design, skriftlige opfordringer og arrangementer. Vi har en tradition med at begynde hver temaudgivelse med et åbent redaktionsmøde, hvor alle interesserede kan deltage.

Det har været et ret udfordrende format, og jeg tror ikke engang, at vi har fundet den perfekte form på det endnu. Vi prøver at skabe en afslappet og uforpligtende stemning, så alle føler sig velkomne – også selvom de ikke har en klar idé om, hvad de vil bidrage med, inden de kommer.

EATCLEAN af Theis Bothmann og Malte Gaarde.

EATCLEAN af Theis Bothmann og Malte Gaarde.

Hvordan er jeres arbejdsproces?
Vores arbejdsproces gennem et tema er først og fremmest at fastsætte emnet og datoen for lancering – det gør vi allerede, mens vi arbejder på udgivelsen før. Derfra afholder vi et åbent redaktionsmøde, hvor alle er velkomne. Her lægger vi ofte ud med de større armbevægelse, idéer, tanker og udfordringer omkring emnet. Derefter arbejder vi frem mod at konkretisere og indsnævre temaet og indlæggene gennem vores løbende redaktionsmøder. Vi arbejder så vidt muligt tæt med alle bidragsydere på magasinet. Det er en kerneværdi på Papercut Issues, at vi sammen bliver bedre. Derfor har vi brugt lang tid på at finde en god form for feedback og sparring både internt i redaktionen og med vores skribenter. Det er altid ret udfordrende, men en god og konstruktiv tone kan virkelig gøre forskellen.

Stol af Mads Hilbert.

Stol af Mads Hilbert.

Hvordan vil I definere magasinets DNA?
Hvis jeg skulle komme nogle ord på, hvordan jeg ser vores DNA, så vil det nok være ungt, råt, eksperimenterende, kreativt og legende. Jeg synes, at vi behandler seriøse emner uden at skabe for stor ironisk distance til dem, men at vi stadig gør det underholdende og med humor. Det vil jeg nok også beskrive som et af vores mere udfordrende karaktertræk.

Derudover så fokuserer vi meget på at lege med det digitale og analoge univers og den konvertering, der ofte sker mellem de ”to universer”. Vi udgiver magasiner digitalt, men afholder også mange arrangementer. Generelt synes jeg, at Papercut Issues' DNA ligger i at dekonstruere magasinet eller i hvert fald den klassiske forståelse af det.

Lucid af Sarah Buthmann.

Lucid af Sarah Buthmann.

I en beskrivelse af Papercut Issues skriver I at I ”vil revolutionere og udfordre mediekulturen for unge” – Hvordan det?
Uha. Det er godt nok også nogle store ord, vi bruger om os selv der. Men det lader sig nok ske på flere forskellige planer, og samtidig er ønsket om at revolutionere mediebilledet lige så meget en forlængelse af nogle større strømninger i vores generation. Papercut Issues forsøger at skubbe til den sædvanlige "perfekte" fremstilling af identitet og kultur. Det behøver ikke at omhandle tøj, makeup og hårprodukter, eller at være en guide til, hvor du skal gå ud, hvad du skal se, og hvad du skal sige for at være ’cool’.

Vi forsøger at udfordre mediebilledet i forhold til de emner og det indhold, vi bringer, hvor vi gerne vil vende ’fiaskoerne’ på hovedet. Vi forsøger at omfavne de skrøbelige, ironiske, uperfekte, men også uundgåelige sider af at være ung, uden at sætte det for meget i bås som ’negative’ sider af livet.

Derudover er det lige så meget et forsøg på at udfordre formatet som fortællingerne formidles i – en leg med gifs, videoer, fotoserier og grafisk opsætning. Vi forsøger, at lade unge tale selv om nogle af de tematikker og emner, som de finder udfordrende i samfundet – at give taletid til nogle, der måske aldrig har skrevet før, men som bare har en god historie på hjerte.

Derudover tror jeg, at det bedste svar på, hvordan vi vil gøre det, er, at vi vil forsøge. Vi prøver os hele tiden frem og forsøger at kaste os ud i nye ting. Nogle ting lykkes, mens andre projekter går i vasken og bliver til ja, fiaskoer.

Fine af Kathrin Towle.

Fine af Kathrin Towle.

Kan man kalde det spalteplads til ”vores generations stemmer”?
Sådan kan man nok godt formulere det. Vi forsøger i hvert fald at skabe en platform, hvor unge røster, som måske ikke normalt har taletid, bliver hørt. Vi vil gerne have, at unge får et sted, hvor de kan udfolde sig kreativt, for det har manglet. På den måde håber vi at bidrage med et frirum, hvor ikke bare ungdomspolitikere og semi-professionelle debattører får spalteplads.

Stimuli af Olivia Mikka Rohde.

Stimuli af Olivia Mikka Rohde.

Hvordan er det relevant for vores generation?
Det er svært at sige, hvordan man lige præcis er relevant for sin generation. Jeg tror, vi ligger i forlængelse af et i forvejen eksisterende ønske om at bryde med det perfekte og polerede mediebilede. Vi kæmper imod en formidling af uopnåelige kropsidealer, hårde stereotyper, empowering karrierevalg og et kontant præstationspres, men det er vi ikke ene om. Jeg tror, at vi er relevante, fordi vi ligger i forlængelse af en nutidig ånd i ungdommen, men det er er svært spørgsmål at besvare.

Jeg har en dag i morgen af Amanda Bødker.

Jeg har en dag i morgen af Amanda Bødker.

Hvor vil I gerne arbejde jer hen imod?
Vi arbejder på at etablere os yderligere. Finde vores styrker og svagheder. Vi arbejder på at få en fast daglig drift på redaktionen og en udvikling i udbredelsen – meget gerne uden for København.

Vi arbejder på at vise, at et medie er mere end ord og billeder, så generelt handler det nok om at vi bliver ved med at eksperimentere og prøve nye ting af. Derudover ligger der et ret stort arbejde i at skabe et produkt, der også kan løbe økonomisk rundt. At man kan lave en forretning ud af det. Dette ben har vi selvfølgelig ret store udfordringer med, men det er noget, vi fokuserer på, og som vi langsomt bliver bedre til.

Farveblind af Amanda Bødker.

Farveblind af Amanda Bødker.

Har I ambitioner om at udgive magasinet på print en dag?
Vi startede med at være online, fordi at det var her, vi kunne eksperimentere og lege for forholdsvist få penge. Det har vi faktisk været rigtig glade for, og vi synes nu også, at vi har udviklet en rigtig god base for Papercut Issues’ univers i de digitale og kvartalsvise udgivelser.

Men vi har ikke tænkt os ’bare’ at blive ved det digitale. Vi skal selvfølgelig blive ved med at lege og eksperimentere. Vi kan allerede nu løfte sløret for, at vi arbejder på et printet magasin. Et værk der bliver vores forsøg på at skabe et originalt portræt af ungdommen, og hvor vi rejser spørgsmålet om, hvad der er karakteristisk for vores generation.

Maria & Louise Thornfeldt (begge f. 1994) er enæggede tvillinger og begge fotografer. Maria og Louise har bidraget til idoart.dk siden 2014.