Back to All Events

POLYNORM: LEA GULDDITTE HESTELUND


  • Øregaardsparken, Hellerup Ørehøj Alle 2 Hellerup, 2900 Denmark (map)
Lea Guldditte Hestelund. The Compensators, 2018. POLYNORM. Foto Lea Guldditte Hestelund.

Lea Guldditte Hestelund. The Compensators, 2018. POLYNORM. Foto Lea Guldditte Hestelund.

Pressemeddelelse, september 2018

POLYNORM: Nyt kunstprojekt udfordrer normalitet

POLYNORM er et nyt kunstprojekt, der lanceres fredag den 28. september med værker af Lea Guldditte Hestelund i Øregaardsparken i Hellerup. Projektet vil årligt udfordre, hvad vi forstår ved normalitet gennem kunstens sprog. Idéen med POLYNORM er at skabe en årligt tilbagevendende kunstbegivenhed, hvor kunstnere udformer stedsspecifikke værker i offentlige rum ud fra temaet normalitet: Hvem er normal? Hvornår og hvorfor er vi normale? Og hvem bestemmer, hvad der er normalt, og hvad der ikke er? Med placeringen et sted, hvor man færdes i hverdagen, vil POLYNORM udfordre og debattere, hvad vi forstår ved normalitet, samt skabe et samlingspunkt for mennesker med forskellige baggrunde og forudsætninger.

Åbning i Øregaardsparken - The Compensators
POLYNORM åbner i Øregaardsparken fredag den 28. september. Her præsenterer kunstneren Lea Guldditte Hestelund skulpturer, der handler om krop og normalitet og er lavet specifikt til parken.

I sin kunstneriske praksis har Lea Guldditte Hestelund behandlet den vestlige verdens kropsidealer, forholdt sig til kroppens status i samfundet eller helt dekonstrueret den. Således også i hendes nye værker, der går i dialog med Øregårdsparkens kunst, design og landskabsarkitektur.

Under titlen The Compensators præsenterer den danske kunstner fire skulpturer, der alle er bøjet i stål. Nogle er desuden beklædt med gummi og kunstlæder. Skulpturerne får med deres knæler-lignende ben en egen krop, som overdimensionerede insekter. Samtidig vækker bøjler og håndtag associationer til udstyr, som afhjælper eller støtter andres kroppe.

Flere af skulpturerne leder tankerne mod fitnesskulturens træningsstationer i parker og byrum. Eller mod afspærringer, der guider os videre i offentlige rum eller markerer, hvad vi må og ikke må. Mens nogle af skulpturerne holder til ved vandet eller i græsset, smyger andre sig op ad parkens eksisterende skulpturer, som kunstneren Kai Nielsens Moder med to børn fra 1917. På den måde forlænger og forvrænger The Compensators livet, som det allerede udfoldes i parken, samtidig med de antager deres eget liv.

En kompensator er egentlig en teknisk konstruktion, men spiller her op imod begrebet om kompensation inden for social- og handicapområdet. Kompensation gives for at opveje handicap, f.eks. som hjælpemidler eller personlig assistance, og forholder sig til forestillingen om den normale krop og normaliserede tilstand. I The Compensators forstyrres opfattelsen af det vi ser. Der er ingen entydighed omkring, hvilken funktion skulpturerne har, eller hvilke kroppe de skal bruges af. Som kompensatorer forsøger de ikke at tilpasse den unormale krop til den normale, men justerer måske omvendt et normaliseret rum, så det er afstemt en virkelighed, hvor forskellighed og det uensartede er normen.

Værkerne kan ses frem til den 25. november, 2018.

POLYNORM Detours
The Compensators ledsages af et formidlingsprogram, som er åbent for alle. En POLYNORM Detour er en guidet vandring blandt værkerne. Guiderne er tre særligt indbudte personer, som formidler værkerne ud fra hver deres faglige eller personlige perspektiv. Vandringerne afholdes på udvalgte søndage i oktober og november kl. 14. Gennem vandringerne undersøges udtryk, forestillinger og idéer til, hvilke betydninger normalitet har, og hvilke refleksioner The Compensators giver anledning til. 


BIOGRAFIER

Lea Guldditte Hestelund
(f. 1983). Er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2015 og Kunstakademiet i Düsseldorf i 2012-13. Hun har udstillet på blandt andet Overgaden. Institut for Samtidkunst, Gether Contemporary, og Treignac Project (FR) (duo/soloudstillinger) samt deltaget i en lang række gruppeudstillinger, heriblandt på Fused Space, San Francisco, US, Ystad Konstmuseum (SE), ARoS, SAK, Parallel Vienna (AT), After Howl (BEL), Kunsthal Århus og Oceans Breath Salty, Complete Body (USA).

Xenia Xamanek
Er lydkunstner og musiker og deltager med en performance under ferniseringen. Arbejder med blandt andet stedsspecifikke lydinstallationer samt performances og skaber musik, der trækker tråde mellem vokaleksperimenter, ambient og dekonstrueret techno. Xenia Xamenek og Lea Guldditte Hestelund har et løbende samarbejde og et fælles fokus på kroppe i forandring.


PRAKTISK

Fernisering: Fredag d. 28. september, kl. 16-19.
Kl. 17.00: Åbningstale af borgmester Hans Toft, Gentofte Kommune.
Kl. 17.30: Lydperformance af Xenia Xamanek blandt værkerne af Lea Guldditte Hestelund

Udstillingsperiode: Værkerne kan ses fra den 28. september - 25. november 2018.
 
POLYNORM er et samarbejde mellem Gentofte Kommune, Tranen og Øregaard Museum.
Udviklingen af POLYNORM er støttet af Handicaprådet i Gentofte Kommune.

Earlier Event: September 28
BOGLANCERING: FREDERIK DANIELSEN "DRENGE"
Later Event: September 28
MILENA BONIFACINI "NYE TAVLER"