Anna Solal, Afternoon Clouds, 2018.
Pressemeddelelse, august 2019
Emilie Alstrup (DK)
Stine Deja (DK)
Estrid Lutz (BIH)
Anna Solal (FR)
Jon Rafman (CA)
Biotechnosphere er første gruppeudstilling på Tranen i seks år. De udvalgte kunstneres værker præsenterer en bred strømning inden for samtidskunsten. Stadig flere kunstnere bearbejder og afbilder teknologi som et levende væsen – og levende væsner som teknologi. Den natur, som mennesket udspringer af, er stadig sværere at skelne fra den kultur, som mennesket skaber.
Et nyt landskab tegner sig, i så hastig forandring, at det ikke kan fanges i øjebliksbilleder. I stedet præsenteres en række værker, der vidner om en stor transformation. Værkerne vidner om noget af det, der er ved at gå til grunde, det, der er ved at vokse frem og det, der er ved at antage helt nye former. Teknologi er ikke blot en masse mekaniske genstande. Biologi er ikke blot dyr og planter. Begge dele må i lige høj grad forstås som sfærer, der indhyller kloden og er sværere og sværere at skelne fra hinanden.
Biosfæren er livets sfære. Den finder sin oprindelse i mikroskopiske encellede organismer. Over 3,8 mia. år har livet på jorden udviklet sig til komplekse økosystemer af planter, dyr, svampe, bakterier og andre livsformer. Men i løbet af især det 20. århundrede har biosfæren ændret sig drastisk. En ny sfære, den såkaldte teknosfære, er nemlig vokset frem med uhørt høj hastighed.
Teknosfæren er ifølge geolog og ingeniør Peter Haffs nu udbredte definition alt, hvad mennesket har frembragt fra redskaber og maskiner over hele byer og infrastrukturer til landbrug, skovdrift og affald. Visse videnskabsmænd kalder den en ”parasit på biosfæren”; en gæst, som man frygter vil tage livet af sin vært og dermed også sig selv. Teknosfæren vurderes idag at være både meget tungere og mere divers end biosfæren. Beregninger opgør teknosfæren til at veje omkring 30 trillioner ton. Andre beregninger estimerer, at antallet af teknologiske frembringelser er mange gange større end biosfærens diversitet, der menes at tælle bl.a. 8,7 mio. dyre-, plante- og svampearter.
I 1926, da biogeokemiens grundlægger Vladimir Vernadsky publicerede den første storstilede teori om biosfæren, var dette sfæren, som han mente adskilte jorden fra alle andre kendte planeter. I dag under 100 år senere har teknosfæren vokset sig måske endnu større. Dens lys ses nu fra rummet takket være satellitterne, der samtidig markerer teknosfærens fortsatte ekspansion. Men teknosfæren er ikke en sfære for sig. Den er uadskilleligt viklet ind i biosfæren. Mennesker og domesticerede dyr tegner sig i dag for 97 % af den samlede vægt af alle dyr på jorden. Det vil sige, der blot er 3 % vilde dyr tilbage. I Danmark, der er det mest opdyrkede land i verden sammen med Bangladesh, dækker landbrug 57 % af landjorden.
Visse stemmer så som biologen Edward O. Wilson mener, at biosfæren må afkobles teknosfæren: ”Jeg er overbevist om, at vi kun kan redde den levende del af vores miljø og opnå den stabilisering, som vores overlevelse afhænger af, ved at forvandle halvdelen af jorden til reservat.”
Andre så som MIT-entreprenøren Caleb Harper taler omvendt for en ny og anderledes sammensmeltning af biologi og teknologi. Han arbejder på at udvikle såkaldte Personal Food Computers. Via et netværk udveksler brugere informationer om de grøntsager, som de gror i lukkede biosfærer i deres computere, der muliggør, at alle CO2 neutralt selv kan producere og forbruge den mad, som de spiser.
Kunstnerne i Biotechnosphere præsenterer hverken løsninger eller handlingsplaner. Deres værker giver snarere form til forestillinger om biologiske og teknologiske processer, der besmitter hinanden og kaster noget helt tredje af sig. I franske Anna Solals værker på gulvet synes fugle at rejse sig i sporene efter en stor kaffekop. I hendes tegninger på væggen er himlens smukke, livgivende atmosfære indrammet af ituslåede smartphone skærme og cykelkæder. Også i værkerne af Estrid Lutz fra Bosnien-Hercegovina fremstilles menneskets efterladenskaber på jorden som grobund for fremvækst. I hendes vægværker sammenvæves materialer fra bil-, satellit- og kommunikationsindustrierne med billeder af mikroskopisk liv, slangeskind og øgler. Lag af selvlysende maling giver indtryk af en totalt smadret verden svanger med liv og ånd. I danske Stine Dejas animationsvideoer på gulvet troner væsner af lige dele biologiske organer og teknologiske proteser, og i danske Emilie Alstrups tryk på akrylglas vrider sig en hybrid skabning, hvis enkelte dele man knap kan identificere. I deres værker møder man ikke bare et menneske i forvandling; et væsen, der teknologisk søger at tilpasse sig en verden i hastig forandring; det er som om, man også begynder at tabe mennesket af syne. I canadieren Jon Rafmans 8 min. lange video befinder vi os i en menneskeskabt verden, hvor der tilsyneladende ikke længere er nogen mennesker, blot vores teknologiske infrastruktur. En stemme taler, bl.a. om, at den ikke længere ved, hvorfor den taler. Det lyder som en digital stemme, måske en kunstig intelligens’. Måske filmen iscenesætter forestillingen om den såkaldte singularitet; det punkt i fremtiden, hvor kunstig intelligens vil overgå menneskelig intelligens; et punkt hinsides hvilket vor begrænsede intelligens ikke kan begribe, hvad vil ske.
Vi kan regne på bio- og teknosfærens udvikling. Men vi vil ikke kunne regne ud, hvad der vil ske. Det er sådan uvished, der nærer de kunstneriske forestillinger præsenteret på Biotechnosphere.
– Toke Lykkeberg, leder af Tranen
Biotechnosphere er femte udstilling i Tranens program med ekstemporær kunst. Fokus er på den del af samtidskunsten, som ikke er fokuseret på samtiden. Når alt fra økosystemer til teknologi udvikler sig med stadig højere hastighed, bliver samtiden flygtig og uhåndgribelig. Den skrumper. Til gengæld vokser vor viden om fortiden konstant. Spekulationer om fremtiden tager til. Som del af denne bevægelse er megen samtidskunst ikke længere kontemporær, hvilket bogstaveligt talt vil sige ’med tiden.’ I stedet er den ’ekstemporær’, altså ’ude af tiden.’ Udstillingen ledsages af litteratur udvalgt af Toke Lykkeberg.
Fernisering: D. 28. august, kl. 15-19.
Taler: Kl. 15.30: Borgmester Hans Toft. Kl. 16.00: Leder Toke Lykkeberg.
Udstillingsperiode: D. 28. august - 14. november, 2019.
Udstillingen er støttet af Det Obelske Familiefond og Statens Kunstfond.