PISCINE: FRA PASSÉ TIL PARASIT

I foråret 2016 lukkede udstillingsfænomenet Piscine sig selv ned, efter at have eksperimenteret med udstillingskoncepter og samarbejder i funkishuset, på hjørnet af Møllestien og Møllegade i Aarhus, hvis lokaler står til nedrivning i den nærmeste fremtid.

“Piscine er passé! Fænomenet lader sig fordufte i ydmyg taknemmelighed over den særlige opbakning til den fordrivende gestus. Uvishedens himmerige afventer nu vores ankomst. Au revoir!”, skrev de på deres Instagram efter en tre dage lang afskedsceremoni. Den aarhusianske kunstscene var blevet en hel del fattigere, men heldigvis skulle den usikre fremtid vise sig ikke at blive ret lang.

D. 2. august 2016 taler vi med Piscine’s stifter Michael Roloff, kort efter at et interessant billede var landet på den ellers forladte Instagram-profil. Billedet viser en klassisk pressemødeopstilling med billedkunstnerne Mikkeline Daa Natorp, Mark Tholander, Jens Settergren og Ida Thorhauge. Helt ude til højre sidder Michael og i midten Jacob Fabricius, kunstfaglig leder på Kunsthal Aarhus. “DEAL IS DONE!” står der nedenunder.

Som en slags parasit
Over telefon forklarer Michael, at der er spændende ting i gære, og at fremtiden nu ikke længere er så usikker. Jacob Fabricius har nemlig rokeret lidt rundt i efterårets udstillinger og gjort plads til, at Piscine i fire måneder kan høre midlertidigt hjemme i kunsthallens ottekantede galleri; Rotunden. Der opsættes en væg mellem Rotunden og de øvrige gallerier, og en ny indgang etableres, så Piscine forbliver en selvstændig organisme, der blot for en kortere periode kobler sig på institutionen – som en slags parasit.

Efter at de faste rammer i Mølleparken er ophørt, har Piscine opløst sig selv og har fundet en ny organisatorisk form, der både er mere rummelig og flydende end før. På årets første efterårsdag, dagen efter åbningen af det nye Piscine, mødes vi med fire femtedele af den nye struktur, i solen foran Kunsthal Aarhus. Vi bliver taget imod af Mikkeline, Mark, Jens og Ida, og lynhurtigt snor vores samtale sig omkring opløste begreber, destillerende processer og lyden af vand.

Fra venstre: Ida Thorhauge, Mark Tholander, Mikkeline Daa Natorp & Jens Settergren | Alle fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Fra afsked til genopstandelse
“På første dagen af vores afskedsceremoni i maj dukkede Jacob Fabricius op, og han spurgte til, hvad der nu skulle ske. I en lidt kæk bemærkning svarede vi, at vi jo kunne flytte op i kunsthallens rotunde, og allerede en uge eller to efter, vendte han faktisk tilbage og var positivt stemt over for idéen,” forklarer Mikkeline om de indledende udvekslinger, der gik forud for det nye samarbejde. Det er dog kun halvanden måned siden, at Piscine endeligt fik grønt lys og kunne gå i gang med forberedelserne. “Og så gik det hele pludseligt meget hurtigt,” tilføjer Mark.

Når vi kigger os omkring, er det tydeligt, at gruppen har haft travlt. Rotunden har fået sit eget udtryk, med lysende pile, skiltning, terrasse og en flagstang, som i øvrigt også vil blive brugt som en udstillingsplatform over de kommende måneder. Rammerne er sat, og samtalen bevæger sig over på den nye struktur og sammensmeltningen af kunstner og kurator.

Udflydende roller og Piscine som kunstner
“Navnet Piscine betyder svømmepøl, som i bund og grund jo bare er en beholder, der kan indeholde alt muligt,” fortæller Mikkeline. Piscine er ikke defineret af en fast lokalitet eller af en fast gruppe mennesker, men er mere en organisation af skiftende karakter. “Vi er fem, der laver noget her, og tilsammen skaber det så en sjette stemme, som er Piscine. Det er en ret diffus og amorf størrelse,” supplerer Mark.

“Piscine er blevet en kunstner nu, i kraft af at vi i fællesskab producerer værker,” fortsætter Jens og understreger forskellen fra kunsthallens form, hvor man i modsætning altid kan forvente et tydeligt kunstnernavn som afsender på en udstilling.

Ida overtager og uddyber, hvordan at grænserne mellem kunstner og kurator, individ og fællesskab er forsøgt udvisket: “Det diffuse kommer hele tiden til udtryk. Vi er f.eks. fire billedkunstnere og én kurator, men det betyder ikke, at vi forbliver i hver vores roller.”

“Der er ikke nogen, der har lavet værket - alle har lavet værket. Der er ikke nogen, der har kurateret - alle har kurateret. Der er ikke nogen, der har lavet formidlingen - alle har lavet formidlingen,” fortsætter Mikkeline.

Et skridt væk fra den forklarende formidling
De fire bliver ved med at supplere hinandens sætninger, og samtalen løber hen over mange af de forskellige elementer, der tilsammen udgør Piscine. Det er tydeligt, at der hersker et fælles ønske om at gøre op med begreber, roller og konventioner.

En nysgerrig forbipasserende har kun lige taget et par enkelte skridt ind i den nye udstilling, før han vender om og retter henvendelse. “Undskyld, men der mangler altså noget forklaring,” bemærker han, og Mikkeline er hurtig til at bistå med svar på eventuelle spørgsmål. Ligesom man også ville have oplevet det i “det gamle Piscine,” er der en enorm åbenhed og fortællelyst til stede – hvis man vel at mærke bare spørger.

Netop formidlingen er noget, som ligger Piscine meget på hjerte, og Jens forklarer, hvordan at de også ønsker at adskille sig på dette punkt. “Vi forsøger at indarbejde formidlingen i værket, så vi undgår de alt for forklarende formidlingstekster.” Han henleder vores opmærksomhed på udstillingsteksten, der består af lige dele materialebeskrivelse og lyrik, og som derudover ikke efterlader meget information.

“Ofte på udstillinger bliver man mødt af en væg med en beskrivelse af, hvad man skal se, og når man så træder ind i udstillingen, er man fuldstændigt farvet af den, der har skrevet teksten - det forsøger vi at komme væk fra. Her er der ikke noget facit,” uddyber Mikkeline.

Sci-fi ceremonier og åbne kontormiljøer
Da vi selv står på tærsklen til det nye Piscine, er vi fulde af forventninger til det, vi har i møde. Den hemmelige dør i et hjørne af Kunsthal Aarhus, som vi aldrig har lagt mærke til, er lyst op af et nyophængt neonskilt, og allerede lidt på afstand kan vi høre udflydende toner og stemmer fra udstillingsrummet. Vi træder ind i det ottekantede galleri og blændes et øjeblik af det sterile og kolde lys, der fylder rummet. På gulvet samt på hylder oppe under loftet fremtoner lyseblå vanddunke, og i midten af rummet står en dispenser, som man kender dem fra tandlægens venteværelse.

Opstillingen sender vores associationer i en pendulbevægelse mellem obskure sci-fi ceremonier og åbne kontormiljøer, og vi har svært ved at definere vores omgivelser. Lyduniverset, der omslutter scenen, afspilles gennem dunkene via påmonterede overfladehøjtalere (Electromagnetic Acoustic Transducers), og lydbølgerne påvirkes på den måde af de varierende vandstande. Omvendt påvirker lyden også vandets materialitet og sender vibrationer ned i gulvet, op af væggene og ud i rummet. Lydsiden er blevet til i et samarbejde mellem Piscine og lydkunstneren Sebastian Edin.

Ikke bare det rene vand
En stemme af intetkøn reciterer et “digt” bestående af slogan-lignende sætninger, der mimer reklameæstetik. “Soft Management Sex Machine,” “On-demand French Alp Flavour” og “Have a taste.” Man opfordres til at bryde kunstens ikke-røre-princip og tappe et glas vand fra dispenseren i midten, og det er svært ikke at følge anvisningen, men efter at glasset er tomt, bemærker vi, at en sær bismag har sat sig fast allerbagerst i munden.

Der er ingen tvivl om, at hverken indholdet i dispenseren eller udstillingen som hele, bare er det rene vand. Materialelisten afslører en kemisk formel; 8,56*10-⁵ Mol/L [C20H24N202], crystalline alkaloid. Mon den har noget med bismagen at gøre?

En kollektiv opløsning
“Jeg tror egentligt, at installationen betyder noget vidt forskelligt for hver af os,” bemærker Jens, da vi igen står ude på terrassen, og de andre nikker i enighed. Det er første gang, at de alle fem arbejder sammen om et projekt, og derfor er der også blevet brugt meget tid på at udveksle interesser, udvikle idéer, diskutere og destillere. “Alt, hvad vi har lavet, har penduleret så meget rundt imellem os alle sammen, at når det til sidst ender i en færdig form, så kan jeg ikke rigtig finde ud af, hvor det kom fra,” supplerer Mark.

Vi er fascinerede over den usædvanlige proces, som de fire beskriver og spørger derfor ind til den enorme tillid til hinanden, som det uden tvivl må kræve at indgå i en sådan konstruktion. Der bliver trukket lidt på smilebåndene, og Ida tilføjer: “Jeg tror også, at det handler om at have tillid til og respekt for konstellationen. At gå ind i det med den tilgang, at det ikke handler om ens eget arbejde – det handler ligeså meget om at opløse sig selv, og at det faktisk er lige meget, hvem der har fundet på hvad.” Mikkeline stemmer i: “Det er som en kollektiv opløsning.”

Fremtidige forskydninger
Selvom fremtiden, i hvert fald for de næste fire måneder, er sikret for Piscine, så er programmet ikke sat i sten. Kun overordnede linjer dukker frem, da vi spørger ind til, hvad der kommer til at fylde det ottekantede galleri, men måske er det i virkeligheden også mest passende for en struktur som Piscine.

Over de kommende måneder vil Rotunden blive indtaget af, hvad Piscine selv kalder forskydninger. Der vil ikke være tale om selvstændige udstillinger, men nye greb der bygger videre og udvikler på det foregående. Hver måned vil en ny forskydning manifesteres, fejres og bygge op til et klimaks, som endnu er hemmeligt lidt endnu. Den første forskydning The Weather is too Predictable er produceret af de nuværende medlemmer i Piscine, men efterfølgende vil andre kunstnere også blive inviteret med i pølen.

Solen forsvinder ned bag kunsthallen, og vi opdager, at der er gået timer. Det har været helt utroligt inspirerende at forsøge at begribe Piscine’s opløste struktur og ambitiøse tilgang. Her bliver intet gjort, som man “bare gør det”, og det er forfriskende at opleve at blive udfordret på sine forventninger. Der ligger en smuk gestus fra Kunsthal Aarhus’ side i at tilbyde husly til Piscine, og vi er sikre på, at de næste fire måneders udveksling vil blive gavnlig for begge parter. Vi vil i hvert fald holde et vågent øje på Rotunden og glæde os til at blive overraskede på ny.

Piscine er endnu engang tilbage som en vigtig organisme på kunstscenen. I dag som en parasit og i morgen som hvem ved hvad?

Alle fotos af Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.