PARALLELKLASSEN
Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på noget, der optager mine tanker for tiden. Det er tankerne om høj og lav. Det er klassesamfundet. I denne henseende indenfor kunstverdenen i Danmark. Jeg skiver ud fra et subjektivt synspunkt, og det er skrevet i morgenkåbe, mens min corona-hjemmeindlæggelse peaker, så jeg er ikke klar over, om de tanker jeg skrev ned i et febervildt mørke kl. 04:15 i nat egentlig er helt lakrids. Men hvem ved, måske er de faktisk mere klare, end når jeg er ved mine fulde fem.
Så meget for disclaimeren.
Jeg har søgt årets Forårsudstilling på Charlottenborg i København. Det er den nok mest velrenommerede åbne, censurerede udstilling i Danmark. Den strækker sig helt tilbage til 1857 og er én af dem man som kunstner med stolthed skriver på sit CV senere hen. Det er virkelig en chance at komme ind på Forårsudstillingen! Ja, jeg kom så ikke ind i år, men det er jeg nu ikke så ked af. Jeg var med i 2014, og efter mange år i branchen som ”upcoming kunstner” (hvor længe bliver man egentlig ved med at være det?) har jeg fået hård hud på det sted, hvor afslagene sidder.
Nu kommer det om klasse
Der har sidste år været megen snak om en flot debutroman af Glenn Bech. Farskibet, hedder den. En selvbiografisk coming-of-age-fortælling i form af et sammensurium af impressionistiske tankestrømme. Sproget farer ind og ud, kommaer er drysset ned over bogstaverne, en gammel ferievideo er reciteret næsten som et teaterstykke – og så er den skrevet fra et ubestemmeligt sted i Horsens, i nærheden af en McDondald’s, mere ved jeg ikke. Men måske er ”Horsens” også et sted på kroppen, ligesom ”afsalg” er det for mig?
Romanen er formidabel. Alligevel betragter jeg den ikke umiddelbart som en banebrydende beretning fra “underklassen”.
På en eller anden måde er den bare… genkendelig? Jeg kan fornemme stemningen fra en forfatter, der har siddet fast i både sit eget og andres kropslige fængsler. Jeg fornemmer lugtene, det brovtende og grænseoverskridende. Det er beretninger fra en virkelighed, jeg finder naturlig. Afskyeligt ubehagelig til tider – men dog naturlig. Bech formår at give sit ophav en krop, eller at give de kroppe et sprog. Han har vristet sig fri af ”Horsens”, og alligevel overhovedet ikke. Det han for mig giver stemme til, er det underlige dødvande, der opstår, når man er placeret i en kulturel kontekst, som lægger sig som en tæt og ufremkommelig tåge omkring den, der står midt i den. Man forstår godt, at kulturen er ødelæggende, men man bærer alligevel en tung dyne af skyld overfor og længsel imod den. En længsel efter at reparere den, en skyld over at hade den.
Tilbage til chancerne på Forårsudstillingen
For nylig fik jeg i mit feed på Instagram nyheden om, at Forårsudstillingen i år har haft et rekordhøjt antal ansøgere fra ind- og udland. Hele 832 i alt. Jeg ved ikke, om den brede befolkning er klar over det, men det koster 575,- kr. i ansøgningsgebyr at søge udstillingen med op til fem værker.
Derfor vil jeg gerne påpege noget: 575 x 832 = 478.400 kr.
Så mange penge må der være kommet ind på udstillingsgebyr i år. Vinder man soloprisen modtager man 15.000 kr. og talentprisen giver 10.000 kr. Jeg ved ikke, om reglerne har ændret sig, men jeg har ikke hørt om nogle andre kunstnere, der har fået visningsvederlag for at levere indhold til den traditionsrige udstilling. Måske er der mange udgifter at dække med sådan et show. Jeg skal ikke kunne sige, hvordan Charlottenborg Fondens budget er, og det interesserer mig heller ikke lige nu. Det jeg forholder mig til er, at prisen for overhovedet at forsøge at være med er så høj.
Jeg er billedkunstner og ernærer mig ved varierende og til tider meget lidt kunstrelevant arbejde. Jeg har ikke søgt censurerede udstillinger i årevis, fordi jeg ikke har råd, og fordi det ikke øgede min synlighed en tøddel, sidst jeg var med på en. 575 kr. for mig er et højt beløb at skulle lægge måske fire-fem gange om året til de forskellige prestigefyldte ansøgninger uden rigtigt at få noget ud af det på den anden side.
Der har været masser af debat om aflønninger i kunstverdenen de seneste år. Hesselholdt & Mejlvang fortalte i 2017 om, hvordan ARoS aflønnede i valutaformen ’lysestager’. Agnete Bertram rettede fokus mod endnu et afslag fra Statens Kunstfond og belyste derigennem hverdagsøkonomien for en billedkunstner anno 2021. Rosa Marie Frang udgav i 2020 podcastserien og kunstværket Rosas Reality Radio om de psykiske og økonomiske realiter, der gør sig gældende i alt det arbejde, der ligger udenom selve kunsten. Og sidst men ikke mindst lavede Jens Haaning i 2021 mesterværket Take the Money and Run og rev virkelig pengedugen væk med al maden og servicen ovenpå, så det hele faldt på gulvet med et enormt postyr. Thank God!
Debatten om kunstneres økonomi drejer sig især om manglen på overenskomst og den sejlivede forestilling om, at alle kunstnere elsker at overleve af postevand og rå idéer alene – og det er værd at nævne igen. Men det jeg finder yderligere interessant, når jeg ganger 832 med 575 er, hvad det er for nogle historier, vi ikke får? Hvad er det for et sprog, der går tabt?
Så er det jeg sender en tanke til Glenn og Rosa
Glenn Bech har for nylig afvist at undervise på de skriveskoler, som har en egenbetaling på over 10.000 kr. Hermed rejser han en debat om det økonomiske privilegium, der ligger i at kunne finansiere sin egen uddannelse. Det er der nogle, som simpelthen ikke kan, og det forringer sproget. Men mere end det, så er der også en enorm hob af mennesker, som heller ikke engang ved, hvor sådan en skole ligger. Rosa Marie Frangs podcastserie greb mig især, da hun beskrev livet udenfor kultureliten. Det at hun simpelthen skulle blive 25 år, før hun opdagede, at der fandtes kunstakademier, er blandt andet et resultat af hendes sociokulturelle arv. Dét er noget, jeg kan genkende. For hvordan skal man gå fremad, hvis man ikke ved hvordan?
Hvorfra får man de gode råd til sine ansøgninger? Hvor er der overhovedet en dør? Jeg kan som ikke-kunstakademiuddannet skrive under på, at netværket ikke ligefrem vælter ned over én, hvis man står udenfor klubben, eller hvis man ikke er vokset op i en kulturelt velbevandret familie, der har mulighed for at gå i teatret og på kunstudstillinger – ja, måske endda kender dem der udstiller? Spørgsmålet er, om vi overhovedet kan gøre os håb om at få lagt krop, sprog og kunstværk til de stemmer, der taler fra andre klasser, hvis de i første omgang ikke engang kan finde døren – eller afvises ved den, fordi de ikke har råd til et ansøgningsgebyr?
Jeg er ikke bitter over at være en ”struggling artist”. Det er et faktum, jeg for længst har affundet mig med. Men jeg vil gerne være med til at tale om, hvordan klasseforskelle i kulturlivet ser ud i vores tidsalder.
Jeg vil gerne kigge på, hvad det er for sten på vejen, der giver den helt særlige stemning af at du-er-velkommen-men-du-er-bare-alligevel-ikke-helt-velkommen. Hvilke refleksioner der dør ud, hvilket sprog der går tabt.
Hvordan kunst ser ud, hvis den er presset ud af dagens sidste minutter, mens man spiser kold aftensmad, lige inden man falder om af træthed efter at have varetaget sit underbetalte manuelle fuldtidsarbejde, smidt sine børn i seng og prøver at slå de ængstelige tanker om dårlig økonomi og barndomstraumer ud af den overanstrengte krop og hoved?
Jeg vil gerne tale om klasseforskelle i kulturlivet i Danmark.
Forsidefoto: Artwork (2021). Gulvklude optrevlet, vævet igen og brugt til at opsamle resterne af malingen på gulvet i mit atelier.
Ene Bissenbakker (f. 1982) er billedkunstner med en baggrund i antropologi, visuel kultur og dokumentarfilm.
