HYPNOTISERENDE REPETITIONER OG UDHOLDENHEDSPRØVER

Fra en 6 timer lang rockkoncert, forbi et brændende hus og hypnotiserende repetitioner til udholdenhedsprøver og et totalt fravær af mennesker. I weekenden åbnede Københavns nye kunstcenter Copenhagen Contemporary for alvor med et forløb af udstillinger, der stjæler din tid og forlanger din fysiske og mentale tilstedeværelse.

Med nye generationer kommer nye idéer, og det gør sig også gældende i kunstens verden. Over de seneste årtier har en gren inden for samtidskunsten udviklet immersive installationer og inddragende helhedsoplevelser, der sætter individet og sanseligheden i centrum. Denne nye generations kunst har haft svært ved at finde plads i de gamle institutioners arkitektur, der er skabt til at facilitere den klassiske eller modernistiske kunst, men det har Copenhagen Contemporary (CC) i sinde at gøre noget ved.

Frem til d. 31. december 2017 har folkene bag nemlig forvandlet 3.400m2 af Papirøens fabrikshaller til et rum for den nye generations kunst, og torsdag d. 25. august lød startskuddet endelig til halvandet år med altomsluttende kunst.

Tålmodighedsudfordrende rockmusik
Vi starter vores tur rundt i den nye kunsthal hos islandske Ragnar Kjartansson (f. 1976) af hvem CC præsenterer to videoværker, som begge inkluderer elementer fra performancekunst og er iscenesat med en stærk rummelighed for øje.

D. 5. maj 2013 fik Kjartansson bandet The National til at spille deres sang Sorrow på repeat i seks timer foran et udskiftende publikum (på i alt 500 personer) på MoMA PS1. Hele performancen blev filmet, og spiller nu foran os på en enorm skærm i én af CC’s black boxes, indrettet til formålet.

Ragnar Kjartansson, A Lot of Sorrow | Photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Vi træder ind i værket knapt to timer inde i forløbet, på et tidspunkt hvor bandet allerede er påvirket af repetitionen. I løbet at de i alt 99 gange sangen bliver gentaget, gennemgår musikerne en transformation, der inkluderer tæt på alle stadier af følelsesregistret, og der går da heller ikke lang tid, før den konstante gentagelse begynder at påvirke os. A Lot of Sorrow er et værk, som man let identificerer sig med og et godt eksempel på Kjartansson’s optagethed af både det repetitive og det tålmodighedsudfordrende.

Ragnar Kjartansson, A Lot of Sorrow | Photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

En skildring af vestlig kultur
I næste rum mødes vi af værket Scenes From Western Culture, som første gang var vist på Palais de Tokyo i Paris sidste år i en lidt mindre version end her. Værket består af ni skærme, placeret svævende i en stor mørk hal, med ni stramt iscenesatte scenarier der udspiller sig, som vi bevæger os rundt i lokalet. Kurator Jannie Haagemann fortæller, at idéen opstod på en taxatur mellem JFK Airport og Manhattan. George Michaels “Careless Whisper” strømmede ud af taxaens radio, og det fik Kjartansson til at tænke over, hvordan at kulturelle referencer er fuldstændigt de samme i hele vesten.

Ragnar Kjartanson, Scenes From Western Culture | Photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Hver af Kjartanssons skærme rummer historier, som kunne udfolde sig hvor som helst i den vestlige del af verden, men samtidig har de også en stærk personlig relation til Kjartansson selv. En af skærmene viser et blik ind i den islandske forfatter Halldór Laxness’ hjem – en forfatter som Kjartansson’s far læste meget. I stuen er der placeret det stand-ur, som ringer kl. 12 i islandsk radio, og ved siden af ligger der en hund, som gør, hver gang uret ringer.

Ragnar Kjartansson, Scenes From Western Culture | Photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

På en anden skærm er et hus ved at brænde ned. Videoen viser hele forløbet (på 1 time og 32 minutter), fra en lille flamme i et af vinduerne og til der ikke er andet end en rygende bunke aske tilbage. Fra hjørnet lyder en usikker klimten fra ikke-forstærkede elektriske guitarer. På den tilhørende skærm vises et klasselokale, hvori otte guitarelever modtager undervisning fra en legendarisk, men nedlukket, guitarskole via hvert deres sæt høretelefoner. I Gentleman har Kjartansson fået sin ven og tidligere pianist i Sigur Rós, Kjartan Sveinsson, til at iklæde sig smoking og stå i et hvidt fotostudie i tre timer.

Ragnar Kjartansson, Scenes From Western Culture | Photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Scenes From Western Culture er et smukt og dragende værk, som udvikler sig langsomt over lang tid, og med de varierende længder på de forskellige sekvenser vil installationens helhed altid opleves forskelligt. Man kan bruge timevis i Kjartansson’s værker og stadig ikke have fået det hele med – bogstaveligt talt.

Uudholdelige gentagelser
Ragnar Kjartansson er et godt eksempel på en ung kunstner, der udfordrer institutionernes rammer og facon. F.eks. udstiller han netop nu også på The Barbican Centre i London, hvor guitarspillende og øldrikkende performere bevæger sig rundt mellem publikum. Kjartansson gør brug af sig selv i mange af sine værker og beskæftiger sig ofte med uudholdelige gentagelser og hvordan at disse påvirker det menneskelige sind og følelsesapparat.

Noget af inspirationen har han hentet hos den næste kunstner, som vi kommer til. Amerikanske Bruce Nauman (f. 1941) var en af de første kunstnere til at arbejde med store installationer og som forholder sig rummeligt til, hvordan hans videoværker installeres. Han er en af de kunstnere, der har lagt fundamentet for netop den kunst, som CC ønsker at faciliterer, og det er derfor oplagt, at han er med til at indlede udstillingsprogrammet.

Bruce Nauman, Hanging Carousel (George Skins a Fox) | Photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Livløse dyrekroppe og tvetydige associationer
CC kalder præsentationen af Bruce Nauman for en mini-retrospektiv udstilling, og det er samtidig første gang, at der vises en så stor del af Nauman’s værker samlet i Skandinavien. Udstillingen tæller værker fra vigtige nedslag i Nauman’s praksis og giver et godt billede af en mangesidet, men fokuseret, kunstner.

Bruce Nauman, Hanging Carousel (George Skins a Fox) | Photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Det første værk der møder os er én af Nauman’s bizarre dødskarruseller, der svinger livløse dyrekroppe rundt i rummet. Hanging Carousel (George Skins a Fox) er en uro af den slags flamingokroppe, som konservatorer bruger til at fylde dyreskind ud med under udstopningsprocessen. Her hænger objekterne i deres rene form, men i andre værker har han også arbejdet med at modificere dem og skabe hybrider mellem forskellige dyrearter. Mellem dyrene svæver der også en monitor, hvorpå en jæger er i gang med at flå skindet af en ræv.

Bruce Nauman, Raw-War | Photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Værket er kun sparsomt belyst af enkelte spotlamper, samt et par af Nauman’s neoskilte der skiftevist blinker Raw-War eller Eat-War. Neonskiltene er fra hhv. 1970 og 1986, og deres ordspil refererer på en gang til reklamers ekspressive æstetik og giver tvetydige associationer.

Bruce Nauman, Eat-War | Photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Med kroppen som materiale
Allerede i 1960’erne begyndte Nauman at eksperimentere med at bruge sin egen krop som materiale. Han er af den opfattelse, at alt hvad han laver, i sin egenskab af kunstner, er kunst. Denne opfattelse igangsatte nogle kropslige udholdenhedsprøver udført i hans atelier på hver én times varighed, som trods deres umiddelbarhed var både gennemtænkte og afprøvet på forhånd.

Bruce Nauman, Art Make-up | Photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Denne optagethed af kroppen som værk går også igen i to videoinstallationer, som præsenteres i hver deres aflukkede rum i udstillingen. Art Make-up er ligeledes fra 1960’erne og består af fire synkrone skærme, hvorpå Nauman smører sig ind i fire forskellige farver maling i et tilsyneladende uendeligt loop. I 1990’erne vender Nauman igen tilbage til at bruge sig selv i sine værker og laver serien Raw Material, hvor en opsætning af videoskærme viser ham i forskellige repetitive handlinger. Her vises Raw Material – Brr, hvor Nauman utrætteligt ryster på hovedet, så en brummende brr-lyd undslipper hans læber.

Bruce Nauman, Raw Material - Brr | Photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Værkerne er muligvis ikke immersive på sammen måde som Kjartansson’s installationer, men vi føler os alligevel kropsligt inddragede af de insisterende handlinger. Nauman spiller på den menneskelige trang til at spejle sine medmennesker, og selvom det er simpelt, fungerer det virkeligt godt.

Bruce Nauman, The Green Corridor | Photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Den grønne korridor
Som afslutning på udstillingen bliver man som gæst selv inviteret til at blive en del af værket. The Green Corridor er en 30cm bred korridor belyst med et skarpt grønt lys, og egentligt er dets præmis uhyre simpel; man må gøre op med sig selv, om man tør at gå igennem den.

Bruce Nauman, The Green Corridor | Photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Korridoren er 12meter lang og kan både frembringe klaustrofobiske fornemmelser og sitrende efterbilleder, men mest af alt efterlader den én med en fysisk oplevelse, der er svær at sætte ord på. Sådan er det faktisk med de fleste af Nauman’s værker; de rammer en perfekt vekselvirkning mellem intellekt og kropslighed, som både er humoristisk, foruroligende og poetisk.

Bruce Nauman, The Green Corridor + Good boy bad boy | Photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Stringente abstraktioner
Forløbet af udstillinger har taget os fra de naturalistiske skildringer hos Kjartansson, over det mere absurde hos Nauman og ender i komplet abstraktion hos tyske Carsten Nicolai (f. 1965). Installationen unidisplay har været opsat i CC’s nordligste hal siden d. 1. juli og består af 24 programmerede sort/hvide scener, der udspiller sig på en 30 meter lang væg, der dog synes at fortsætte i det uendelige pga. opsatte spejle ved væggens ender. Det hypnotiserende værk fungerer som den perfekte afrunding på en mættet udstillingsoplevelse.

Carsten Nicolai, unidisplay | Photos by Rikke Luna & Matias © I DO ART Agency.

Et fantastisk og ambitiøst projekt
Igennem alle tre af CC’s åbningsudstillinger fortælles historier, som både kan forstås og opleves helt umiddelbart og på et dybere niveau; fra en 6 timer lang rockkoncert, vestens kulturer, en dødskarussel og hypnotiserende repetitioner tilsat udholdenhedsprøver og kropslig interaktion.

På rekordtid (de fik nemlig først nøglerne til hallerne på Papirøen d. 1. juni) har CC etableret en kunsthal af international klasse. Man får virkelig oplevelsen af, at der står modige - og ikke mindst super dygtige, mennesker bag projektet i samtlige valg; fra den grafiske identitet, over den indre arkitektur og til de massive udstillinger. Copenhagen Contemporary har sat en høj standard for det kommende halvandet år, og vi glæder os enormt meget til at følge med i det ambitiøse projekt fremadrettet. København er så heldig at have fået en gave som denne!