HVOR BLEV FOTOGRAFIET AF?

Hej! Mit navn er Helene Gisselmann, og jeg er ny blogger her på I DO ART. Dette, mit første indlæg, handler om fotokunst i Danmark, eller nærmere manglen derpå. Jeg vendte selv hjem til fædrelandet sidste sommer efter at have afsluttet min BA i Photographic Arts på University of Westminster i London, hvor jeg boede, arbejdede og studerede i knapt fire år

Fy for den lede, hvor var det nogle spændende, hårde og meget udfordrende år, som jeg aldrig ville være foruden, og hvor jeg lærte en hulens masse, både om at fotografere og om fotokunst. Det var derfor først, da jeg atter havde dansk grund under pusselankerne, at jeg måtte stille mig selv spørgsmålet: “hvor (i Danmark) blev fotografiet af?”

Aarhus set fra ARoS’ regnbue af Olafur Eliasson.

Det var med forventningsbarren sat lavt, at jeg forlod London og byens sprudlende kunstmiljø for at drage hjemad til Aarhus med min ba.art i bagagen. Jeg var ganske vist klar over, at fotokunst ikke i samme grad er udbredt i Danmark, som den er det internationalt, men jeg blev alligevel skuffet. Omtrent en måneds tid efter at jeg var landet i det aarhusianske, tog jeg glad og fro på ARoS sammen med min kæreste, der er englænder og har samme uddannelse som jeg selv. Jeg var inden da blevet positivt overrasket over at have spottet udstillingen ‘Udsyn‘ (28. maj – 31. august, 2014) på ARoS’ hjemmeside. Der var efter sigende tale om en udstilling af fotografiske værker fra museets gemmer. Den lå jo lige til højrebenet.

Men ak. Det tog en rum tid overhovedet at lokalisere ‘udstillingen’, da min kæreste og jeg besøgte ARoS i august. Vi havde trawlet samtlige udstillingslokaler igennem og set på mere eller mindre spændende kunst, men uden held med at finde fotoudstillingen. Det viste sig senere, at fotokunsten var blevet gemt af vejen, i en halvmørk passage over for et veritabelt bjerg af stablede konferencestole og runde borde – bare lige sådan for at vise, hvor seriøst man tager fotografi. Min kæreste rynkede brynene, da vi havde gået den lille strækning langs væggen. “Is this it?”, lod han til at tænke. Jeg følte selv skuffelsen brede sig. Ikke på grund af kvaliteten af værkerne, men på grund af det anonyme, sørgelige fremvisningssted man havde valgt til fotokunsten. Øv, altså.

Sådan så der ud direkte over for det sted, som ARoS havde valgt at vise fotoudstillingen ‘Udsyn’.

I senere år har danske kulturinstitutioner som ARoS fremvist et skønsomt potpourri af det traditionelle og det moderne; klassisk malerkunst ses side om side med lydinstallationer, videokunst og konceptuel skulptur. Men der er desværre ikke meget at komme efter i forhold til fotokunst. Det samme gør sig gældende, hvis man vender blikket mod resten af det danske kulturliv; både kendskaben til fotokunst og efterspørgslen efter selvsamme befinder sig på et sølle niveau. Dette lod sig også afsløre i form af spørgsmål fra familie og venner, der ganske vist syntes, at det var spændende, at jeg havde taget min uddannelse i udlandet, men som ikke helt kunne hitte rede i flere ting. Dét med at jeg ikke tager billeder af mennesker, og at jeg ikke har nogen intention om at skulle leve af at være bryllupsfotograf. Fotografi som kunst – hvordan det?

Det er jo ikke deres skyld, hvis det med fotografi og kunst virker lidt sært. Kunstfotografi i Danmark er en niche, som de færreste har formået at mase sig ind i. For den er lillebitte. Også hvis man sammenligner med vores nærmeste broderland Sverige, hvor der er stor tradition for fotokunst, bl.a. i forbindelse med den årlige tildeling af den prestigefyldte Hasselblad Award. Herhjemme kan vi slet ikke være med på det niveau. Bevares, fotokunst er skam også en luksusvare, der trives allerbedst i Vestlige velfærdssamfund, hvor vi har det så godt, at vi gladeligt kaster penge efter kunst og kultur, fordi vi er blevet enige om, at det højner livskvaliteten. Hvis bare der så blev kastet lidt flere penge efter fotografi.

“Men, hvorfor er fotografi da noget særligt?”, spørger du. Tjo, det er i grunden et glimrende spørgsmål. Samtlige kunstarter besidder et eller andet særegent præg, der kendetegner deres væsen, og for fotografiens vedkommende så er den i stand til, mere end nogen anden kunstart, at skildre verden, som den ser ud. Omend al kunst er subjektiv i større eller mindre grad, så er fotografiet også det medie, som vi tyr til når, vi søger noget, der minder om sandheden. Fotografiet kan fortælle en historie, det kan skildre både dagligliv, historiske begivenheder og sociale omstændigheder, ligeså vel som det kan udmønte sig i abstraktion, fiktion og det konceptuelle. Fotografi har ligeså mange udtryk, som der er stjerner i universet, og jeg er overbevist om, at vi går glip af berigende kunst, hvis ikke vi tager fotokunst alvorligt. Ikke på bekostning af andre kunstarter, men på lige fod med dem.

Jesper Just’s installation af planter på ARoS i august 2014.

Og her kommer så ‘the whopper’; interessen for fotokunst er ikke særligt udbredt i Danmark, fordi vi ikke kan tilbyde nogen fyldestgørende uddannelse inden for faget. Man kan tage en universitetsgrad i Æstetik og Kultur, man kan tage på højskole for at lære at fremkalde billeder i mørkekammer eller søge ind på et af de kunstakademier, der er beliggende rundt omkring i det ganske land. Man kan sågar blive fotojournalist. Hvis man derimod stiler efter at blive mode-, bolig- eller reklamefotograf, kan man søge ind på medieskolerne i Viborg, men hvis man vil noget med fotografi og kunst, må man skue udad, væk fra Danmark. Det kan man så undre sig fælt over, når nu vi er en nation med så stærk en tradition inden for andre design- og kunsthåndværk.

Det manglende fokus på fotokunst var noget jeg selv stødte på, og som tvang mig til at søge udenlands. Problemet med alle de førnævnte uddannelsestilbud er også, at ingen af dem forener praksis og teori, hvilket er en forudsætning for en fyldestgørende uddannelse inden for kunsthåndværk. Der er oftest fokus på det ene, på bekostning af det andet. Men hvis man stræber efter at blive dygtigere til at fotografere i en kunstfaglig sammenhæng, så fungerer den taktik mindre godt. På en praktisk fotografuddannelse lærer man nok at betjene et kamera, at sætte lys og måske endda at fremkalde i mørkekammer og derved at blive en teknisk dygtig fotograf. Men uden teoretisk viden, essayskrivning og debat bliver man næppe kunstner. De bedste kunstneriske idéer fødes nemlig som regel ud af at se på, læse om og diskutere fotografi både før, under og efter selve processen.

Jeg vil vove at påstå, at det netop er denne sammensmeltning mellem teori og praksis, der giver grobund for de bedste kunstneriske udfoldelser. Efter at være vendt hjem til Danmark har jeg i samtale med andre, der enten har gået på et af de danske kunstakademier eller på en højskole for fotografi, fornemmet ganske klare huller i deres viden om international fotokunst. Størstedelen af dem lod heller ikke til at interessere sig synderligt for nutidige strømninger inden for fotografi (f.eks. det boomende marked inden for fotobøger), ligesom at de ikke var bekendte med mange af de fotografer, der har været fremme i senere år (med mindre de var danske eller havde en årelang karriere bag sig). Desværre er det også ofte tilfældet, at en sådan manglende viden smitter af på den kunst, der bliver produceret, så den kommer til at bære præg af det forudsigelige og ligegyldige.

Videokunst af Tony Oursler på ARoS i august 2014.

Nå, men tag en tudekiks morlil. Efter at jeg havde søbet i min egen skuffelse over fotokunstens manglende udbredelse i Danmark, gik der heldigvis ikke lang tid før jeg fik tilsneget mig en plads som praktikant hos Galleri Image. Galleriet, der ligger i Vestergade i Aarhus, fokuserer på nutidig foto- og videokunst og er Danmarks ældste af slagsen. Her var endelig et åndehul og nogen, der virkelig forstod det. Beate Cegielska har som galleriets leder blikket rettet mod det store udland, mens hun samtidig til stadighed forsøger at udstille unge fotokunstnere fra både Danmark og resten af verden. Det var på Galleri Image, at jeg endelig fandt den interesse for og viden om fotokunst, som jeg havde efterlyst.

Og der er selvfølgelig også lyspunkter i forhold til fotokunst i Danmark. Fotografisk Center i København har nu fået sit eget permanente udstillingssted i Kødbyen, og der afholdes netop nu Copenhagen Photo Festival for femte gang. Det er også for ganske kort tid siden blevet annonceret, at Photobook Week Aarhus vender tilbage til Arkitektskolen for andet år i træk i oktober. Interessen for fotokunst i Danmark er måske lige så stille ved at slå rod. Det håber jeg i hvert fald. Nu mangler vi bare en gedigen uddannelse på universitetsniveau, hvor praksis og teori kan forenes, samt etablerede danske kulturinstitutioner, der begynder at tage fotokunst mere alvorligt. Så er vi godt i gang.