KUNSTHAL CHARLOTTENBORG: FORÅRSUDSTILLINGEN 2017
Traditionen tro indtages Kunsthal Charlottenborg i denne tid af et væld af udtryksformer fra hele det kunstneriske spektrum. Her kan du se et udvalg af værkerne fra den 160. udgave af Forårsudstillingen, der fangede vores interesse.
Forårsudstillingen har en lang tradition for at samle stærke og forskelligartede bud på den unge samtidskunst, og måske derfor formår den også altid at tiltrække rigtig mange ansøgere. I år modtog juryen 781 ansøgninger, som derefter blev kogt ned til en udstilling med 105 værker af i alt 61 kunstnere og kunstnergrupper. Bidragene spænder fra alle afarter af billedkunst til design og arkitektur, og for første gang nogensinde udgøres feltet af ligeså mange udenlandske kunstnere som danske.
I år bestod juryen af billedkunstner Torben Ribe (DK), arkitekt Stig L. Andersson (DK), designer Hanna Nilsson (SE) fra Byggstudio og kurator Line Clausen (DK). De har sammensat en udstilling af halvt så mange værker som sidste år, men det er positivt, for det har gjort udstillingen mere overskuelig og tilgængelig. Overordnet set er Forårsudstillingen 2017 domineret af farverige udtryk, tredimensionelle objekter og skærmbaserede værker.
Som åben censureret udstilling har Forårsudstillingen intet tema, men der spores en gennemgående interesse for håndværk og materialeeksperimenter. Værkerne er formgjorte af alt fra sammenrullede plakater, venetiansk stuk og bølgepap, til Independance Day på VHS og tørrede bier. Herunder kan du se et udpluk af nogle af de værker som vækkede vores nysgerrighed, og så vil vi opfordre dig til selv at smutte forbi Charlottenborg inden d. 11. marts og fordybe dig i den unge, nye samtidskunst.
De deltagende kunstnere er:
Rodo Abdirahman (DK), Alexei Alexander (GB/RU), Laura-Sophie Behrends (DE/DK), Alex Bunn (UK), Sarah Busk & Stine Aagesen (DK), Matyáš Chochola (CZ), Brent Cole (US), Annette Dam (DK), Julie Falk (DK), Rasmus Bækkel Fex (DK), Mika Katarina Friis (DK), Philip Louis Glazer (DK), Aulis Harmaala (FI), Clara Hastrup (DK), Inger Sif Heeschen (DK), Marie Holmgren (SE), Mads E Hvidtfeldt (DK), Jan Ijäs (FI), Rolf Jacobsen (DK), Sine Jensen (DK), Sanne Lund Jensen ( DK), Billie Maya Johansen (DK), Anna Johansson (SE), Kevin Josias (DK), Jane Kantsø (DK), Ada Kobusiewicz (PO), Tove Kommedal (NO), George Koutsouris (GR), Hans Helmer Kristensen (DK), Maria Kristoffersen (DK), Inka Kynkäänniemi & Iiris Kaarlehto (FI), Lap-See Lam (SE), Per-René Larsen (DK), Kim Laybourn (DK), Emilie Lundstrøm (DK), Lisbeth Nielsen Lyrstrand (DK), Laura Løwe & Katrine Krohn (DK), Louise Madsen (DK), Marcus Matt (SE), Steven Morgana (AU/FR), Sara Möller (DK), Salla Myllylä (FI), Will Narby (UK), Jakob Nilsson (DK), Theodor Nymark (DK), Lolita Pelegrime (LT), Stefan Peters (BE), Bodil Porse (DK), Physical Culture (Julie Héneault, Margaux Parillaud, Ursula Marcussen, Line-Gry Hørup) (FR/DK), Sarah Michelle Riisager (DK), Mette Sandfær (DK), Lilybeth Sebaldus & Gudrun van Zijl (DK/NAM), Kristina Skantze (SE), Susanne Schmidt-Nielsen (DK), Yusuke Sugiyama (JP), Kristine Bech Sørensen (DK), Ben Livne Weitzman (ISR), Emil Willumsen & Gustav Holst Kurtzweil (DK), Mai-Britt Wolthers (BR/CH), Timo Wright (FI) og Jay Alan Yim & Marlena Novak (US).
Rikke Luna Filipsen (f. 1988) og Matias B. Albæk (f. 1988) er kunstformidlere. De stiftede idoart.dk i 2011, og udover at bidrage med artikler, interviews og essays, fungerer de som mediets redaktører. De driver desuden formidlingsbureauet I DO ART Agency samt forlaget I DO ART Books.