DRIVHUSE
Hej verden, her er mit første spæde indlæg. Jeg vil gøre mig umage med at skrive om ting, som berører mig tilstrækkeligt til, at jeg kommer på vedkommende ord. Nu begynder jeg med et tema, som har strukket sig over flere år; nemlig drivhuse, orangerier og andre absurditeter.
Jeg har brugt en del tid på at male drivhuse, og for tiden tænker jeg på fyrtårne, når jeg maler drivhuse; at sidde i sådan ét under en brutal storm i november. Nu tænker jeg på Fritjof Nansens transpolare drift i hans træbåd. Nu tænker jeg på Michael Collins, ensom i et rumskib på bagsiden af månen. Nu tænker jeg på at sidde i en mørk lejlighed med hjertesorg. Det rimer.
Under Isen, 2014.
Det er ikke komplekse billeder, og det er ikke komplekse historier og dynamikker, som billederne fortæller. Drivhuset er et reagensglas, som nogen har forsøgt at fange en skov i.
Her er et billede af et drivhus, som står og lyser ud i februars rådne sne. Jeg snyder mig selv til at tro, at der med mørket udenom opstår et drama. Men mest er det måske en ode til palmehusets fugtige varme, som engang reddede mig fra vinterkøbenhavn.
Palmehuset, 2013.
Her er et drivhus, som står på en ø. Havet omkring det er ikke min barndoms kærlige gud, som min bedstemor ville sige; det er Vesterhavets kolde død. Det er et sted, og det er en følelse. Drivhusets absurditet accentueret: Hvor er det latterligt, at nogen har risikeret liv og lemmer for at bygge noget så betydningsløst som et drivhus på et skær i havet. Men hvor er det også livsbekræftende, at nogen alligevel har gjort det.
Øen, 2014.
Her står et drivhus under vand. En drømmeagtig scene, der opstod som en simpel tankeøvelse: Hvad er orangeriets næste udviklingstrin? Drivhuset, der i forvejen i sin essens er en afskærelse fra omverden, er det her i højere grad.
Under vand.
Her er nogle skumle typer trængt ind i drivhuset – glasset er porøst. Pludselig er vi tryggere her ude i mørket.
Spøgelser, 2016.
Her er der pludselig ikke noget drivhus i syne. Er det en skov, eller er vi bare kommet indenfor karmen? Jeg er i stigende grad blevet interesseret i skoven som repræsentant for det tilsyneladende kaos. Drivhuset kan være overgangsritens midterste rum: krisetilstanden hvor vi har forladt det velkendte og endnu ikke har fundet fodfæste igen.
Skoven, 2015.
Bjarke Stenbæk Kristensen (f. 1985) er illustrator og animator og har studeret ved hhv. Designskolen Kolding og Konstfack. Bjarke bor i Stockholm og har bidraget til idoart.dk siden 2016.
