Back to All Events

VAV (VLADIMIR TOMIĆ, ANA PAVLOVIĆ & VIDA) "FABULA"


  • ANA (Astrid Noacks Atelier), København Rådmandsgade 34 København, 2200 Denmark (map)

Pressemeddelelse, september 2023

Alle forældre, og især nok forældre som os, der ikke er født i Danmark, er ofte optagede af, hvor meget af den baggrund og bagage vi bærer på, der kommer til at præge vores børn, samt hvordan vores fortællinger og oplevelser kommer til at følge dem gennem livet. Qua vores baggrund er vi samtidig beviste om, at begreber som tosproget, indvandrer, andengeneration, tredje generation m.m. uanset hvad påvirker vores børn i deres opvækst.

Børn af forældre med en anden etnisk baggrund end dansk ved at deres forældre kommer et andet sted fra, de overhører samtaler og får også fortalt historier derhjemme om forældrenes fortid, om familien, om flugt og om hjemlandet men meget af det er stadigvæk uhåndgribeligt. På baggrund af sådanne brudstykker fabulerer de og fantaserer videre – som børn nu gør.

I udstillingen ”FABULA” undersøger vi, dels i en nyproduceret cut-out animationsfilm dels i en række workshops, hvordan børn af forældre med en anden etnisk baggrund end dansk oplever forældrenes historie om flugt, migration og krig. I cut-out animationsfilmen, hvor vores datter Vida indtager hovedrollen og fortæller vores historie fra sit eget perspektiv, rejses spørgsmål som: Hvordan manifesteres børns viden om forældrenes oplevelser – bevidst og ubevidst? Hvordan kobles deres fantasi sammen med realiteten? At man for eksempel mest ser bedsteforældrene over Viber og skal tage fly til et andet land, når man skal besøge dem? At man ikke helt kan kommunikere på et fælles sprog?

I kombination med cut-out animationsfilmen danner ANA i løbet af udstillingsperioden ramme om en række workshops for børn og forældre med en anden etnisk baggrund, hvor vi i fællesskab vil forsøge at ’oversætte’ de deltagendes oplevelser, tanker og erindringer ved hjælp af cut-out animation, der efterfølgende præsenteres installatorisk i ANA.

Ved hjælp af familiefotografier, tegninger og børns egne ord og oplevelser bevæger ”FABULA” sig således mellem det nære og det fjerne, mellem barn og forældre. Samtidig italesætter udstillingen komplicerede problemstillinger i forhold til, hvorvidt forældres traumatiske oplevelser kan ses hos børn, og om man kan spore og tale om et transgenerationelt traume, som børn på forskellig vis bearbejder.


Ana Pavlović (f. 1977, SRB/DK) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2014. I sin kunst beskæftiger hun sig med artikulationer af identitet og kulturelle forskelle i globaliseringsprocessen og den rolle, fortællinger om “de andre" spiller i vores kollektive bevidsthed. Ana Pavlovićs værker har modtaget flere priser og indgår i samlingen på Statens Museum for Kunst.

Vladimir Tomićs kunstfilm bevæger sig mellem samtidskunst og eksperimentel dokumentar. Hovedtemaer i hans produktioner, der ofte har en essayistisk tilgang, er inspireret af universelle og menneskelige spændinger, fx mellem den individuelle identitet og samfundets skiftende struktur. Tomićs arbejde er blevet præmieret og vist på bl.a. Berlinale Forum, NY Anthology Film Archives, IDFA. Hans værk indgår i Statens Museum for Kunst. Tomić debuterede i 2022 med sin første autofiktive roman på forlaget Gyldendal. Tomić kommer oprindeligt fra Sarajevo. Han er uddannet fra Det Kgl. Kunstakademi i 2009.

ANA (Astrid Noacks Atelier) er et tværæstetisk rum for kunstneriske eksperimenter, vidensdeling og kritisk diskussion på Ydre Nørrebro i København. ANA er dedikeret til en forestilling om kunst som en offentlig sfære og som et kollektivt refleksionsredskab, der kan skabe former og billeder, så vi kan se og sanse, stille spørgsmål og tænke verden og hverdagslivet på nye måder.


Fernisering: Fredag d. 22. september, kl. 16-19.

Event: Lørdag d. 14. oktober kl. 16 inviterer Astrid Noacks Atelier til en artist talk med Vladimir Tomić og Ana Pavlović. De to kunstnere vil i forlængelse af de afholdte familieworkshops præsentere det cut-out materiale de i fællesskab med børnene og deres forældre har produceret. Mere info følger.

Åbningstider: Det er i forbindelse med afholdelse af de to lukkede workshops lørdag d. 30. september og lørdag d. 7. oktober begge dage ml. kl. 11-16 muligt at se den nyproducerede cut-out animationsfilm. Udstillingen holder derudover åben lørdag d. 21. oktober ml. kl. 13-17 samt efter aftale (e-mail: vladimirtomic80@gmail.com eller ananico77@gmail.com).

Tak til animator Kristian Nordentoft.

(For English please visit astrid-noack.dk/en)

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond.

Astrid Noacks Ateliers kunstprogram 2023 er venligt støttet af Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, 15. Juni Fonden, Det Obelske Familiefond og Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat.

Earlier Event: September 21
VILLE VIDØ "ON THE FIELD OF PLAYING: ACT 1"
Later Event: September 22
BOBBI-JOHANNE ØSTERVANG "DE HAR AFTALER"