Pressemeddelelse, marts 2019
Som om landskabet er noget derude
– En udstilling af Peter Olsen, Mathias Sæderup og Thomas Bo Østergaard.
Som om landskabet er noget derude består af individuelle værkserier, der tilsammen skaber en infrastruktur af forskellige kulturelle afkast. Som bearbejdede hverdagsobjekter forholder værkerne sig konkret til de rammer, vi bevæger os i: Et sted imellem privat og offentligt rum, by- og landområder, i metropolens ubestemmelige zone, hvor repræsentation bliver til virkelighed og vice versa. Udstillingen er en skulpturel og scenisk gengivelse af et formløst samfund, hvor objekt, krop og rum er internt uskelnelige.
Peter Olsen (f. 1982) er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi (2011). Han arbejder med forskellige former for rum, materialiteter og tilstande. Både i forvejen 'eksisterende' såvel som konstruerede rum, samt de muligheder og overlapninger der opstår, når disse rum mødes. Han arbejder her med forskellige former for imitation, bearbejdelse og videreførelse af eksisterende systemer og materialiteter, som på et konkret formmæssigt plan efterlignes, rekonstrueres, udbygges eller opløses, og dermed skaber nye og tvetydige rum, materialiteter og tilstande.
Mathias Sæderup (f. 1984) er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi (2012) samt Teori og formidling, Det kongelige Danske Kunstakademi (2015). Han arbejder med kulturen som et materiale og med billeder som kulturprodukter. Igennem en dokumentarisk og billedorienteret praksis behandler han observationer og erfaringer som grundlag for en undersøgelse af forholdet imellem billede og samfund. Via systematiske sammenligninger, gentagelser og effektprocesser bearbejder MS de omstændigheder, som omgærer samfundet og kulturproducenten.
Thomas Bo Østergaard (f .1981) er uddannet fra Det kongelige Danske Kunstakademi (2010). Han arbejder i spændingsfeltet mellem det politiske og æstetiske i forbindelse med den fortløbende revitalisering af stederne vi deler. Gennem en udvidet skulpturel praksis i en bred vifte af medier, kredser hans værker i og omkring forholdene mellem rum og krop, i relation til arkitektur, landskab og penge.
Fernisering: Lørdag d. 16. marts, kl. 16–19 | Facebook event
Udstillingsperiode: d. 16. Marts - 20. April 2019.
Åbningstider: Fredag kl. 15-18. Lørdag kl. 12-16. Søndag kl. 12-16.
(Det er muligt at kontakte os for eventuel åbning af udstillingen uden for åbningstiderne).