Pressemeddelelse, august 2022
Udstillingens titel, Never Let Me Go, kommer fra Kazuo Ishiguros roman, der foregår i en alternativ verden. Hovedpersonerne er tre venner, der er født udelukkende til at være organdonorer og derfor ved fra en tidlig alder, at de ikke vil leve til over 35. På trods af sin sci-fi, dystopiske præmis, omhandler den ikke videnskab eller politik, det er en beretning om tre venners liv, fra barndommen og indtil hvad i denne verden beskriver som deres "afslutning" hvad vi ved faktisk betyder døden.
Never Let Me Go er i bogen navnet på en sang, som fortælleren, Kathy, elskede som barn. Sangen kom til hende på et kassettebånd, der blev doneret til kostskolen, hvor hun er opvokset. På grund af mangel på personlige ejendele på skolen blev kassettebåndet sammen med sangen en skat. Langsomt, efterhånden som Kathy modnedes, ændrede sangens betydning sig også. Som barn repræsenterede den at holde sine yndlingsting sikre, så ingen kunne tage dem, men til sidst kommer sangen til at repræsentere ønsket om at holde fast i ting, så længe som muligt, vel vidende at de og alt forsvinder til sidst.
Forgængeligheden af ting og oplevelser, inklusive Kathys uskyld og ungdom, hendes yndlingsting og til sidst alle de mennesker, hun elskede, er et centralt tema i romanen. Selve båndet, som i romanen går tabt, men til sidst findes igen som kopi, har for os en parallel til maleri. Musik bevaret på et bånd minder om hvordan materialer bindes til overflader, bevarer malingens karakter og dokumenterer en levende, bevægende, aktiv proces. Maleri har ligesom et kassettebånd evnen til at fastholde og lave en optagelse af en oplevelse, af det uudsigelige og det forgængelige så længe som muligt.
Marie Birkedals proces er bygget op omkring øjeblikke, hvor malingen på grund af dets fysiske egenskaber kan leve og bevæge sig hen over lærred, bevægelse, tyngdekraft og tørretid indebærer en tilstand, som ikke er bestandig, men som kunstneren alligevel ønsker at fastholde. I Birkedals malerier ser vi ikke bare form og farve, vi ser også maling hældt på den ene side af lærredet, der langsomt bevæger sig til den anden side. Ved at se processen ser vi maleriets historie og gennem historien kan vi forestille os kunstnerens oplevelser, motivationer og muligvis endda baghistorien.
Ian Jehles arbejde fokuserer på krydsfiner-overfladen der dikterer hvordan og hvor malingen påføres, tusinde af små spåner låst sammen, der samtidig bevæger sig i alle retninger, er et univers for sig selv; der spørger om at blive forstået, før det uundgåeligt falder fra hinanden. Det er et puslespil, der kræver specifikke trin at løse. Når man forestiller sig hvert trin som et beat, bliver selve maleriet en optagelse af, hvordan gåden går fra uløst til lidt mere løst. I Jehles malerier afslører processen sig i den algoritme, der bruges til at farve i formerne baseret på et aldrig løst matematik-problem.
Puslespillet bliver sjældent, hvis nogensinde, løst, ikke på grund af en fejl i algoritmen, mere fordi handlingen med at prøve at løse problemet i sidste ende er mere meningsfuld end løsningen. Denne adskillelse mellem betydningen af ​​maleriets indhold og oplevelsen af ​​maleriets indhold og oplevelsen af ​​processen, er noget, som begge kunstnere understreger og beskriver.
Never Let Me Go er også valgt af kunstnerne fordi romanen også er en formidling af, hvorfor kunstnere producerer kunst. Tidligt i romanen fortæller Kathy, kærligt om de kunstværker, hun og hendes klassekammerater lavede som børn på deres særlige kostskole. Eleverne afleverede deres kunst til det, de kaldte "galleriet", og de mente derfor, at det, de skabte, havde stor betydning for omverdenen. Efterhånden som de blev ældre, byttede eleverne kunstværker som en måde at huske hinanden om deres fælles barndom på. Og som voksne, længe efter at det stod klart, at verden kun havde ringe interesse for det, de producerede, blev kunsten en måde for de tidligere studerende, nu organdonorer – til at forstå sig selv og som en optegnelse over deres korte liv.
Som kunstnere midt i karrieren har vi begge gennemlevet en udvikling. I sin tidlige praksis arbejdede Marie Birkedal med tegning der omhandlede sociale, politiske og psykologiske grænser sat for kvinder, hvorimod hun de sidste årtier har arbejdet med maleri på maleriets præmisser. Ian Jehle brugte mange år på at producere store uautoriserede portrætter af mennesker i kunstverdenen – at undersøge de ofte inkongruente kreerede offentlige identiteter. Udstillingen viser et udsnit af den rejse de to kunstnere har været på indtil de vendte tilbage til deres oprindelige udgangspunkt i maleriet.
Fernisering: Fredag d. 2. september, kl. 20-22.
Udstillingsperiode: 2. september - 2. oktober, 2022.
Ă…bningstider: Udstilling er ĂĄben efter aftale (mail@mariebirkedal.com eller ianjehle@gmail.com).