Back to All Events

KARIN LIND, PERNILLE KOFOED & FREJA NIEMANN LUNDRUP "TRAILERPARK" đź“·


  • Augustiana Kunstpark & Kunsthal, Augustenborg Palævej 10-14 Augustenborg, 6440 Denmark (map)
Freja Niemann Lundrup, Opkomster. Copyright Augustiana Kunstpark & Kunsthal.

Freja Niemann Lundrup, Opkomster. Copyright Augustiana Kunstpark & Kunsthal.

Pressemeddelelse, juni 2021

Kunst og trailere er to ting man ikke umiddelbart forbinder med hinanden, men det sker nu i projekt Trailerpark, som fra 25. juni kan opleves i Augustiana Kunstpark i Augustenborg.

Under Corona fik billedhugger Lars Waldemar en idé. Han ville invitere kunstnere til at lave kunst i noget så kunstfjernt som trailere og på den måde skabe en række mobile udendørs kunstværker. ”Idéen om at bruge trailere til kunst er en selvironisk kommentar til forestillingen om (Sønder)jylland som trailerlandet,” siger Lars Waldemar, der selv er barnefødt i Nordborg. Landsdelen er tæt besat med trailere, men tyndt med kunst. “Traileren har også den fordel, at værkerne kan flyttes rundt og dukke op uventede steder; brugsen, på stranden, i maskinhuset, hos en landmand, i villakvarteret eller i indkørslen til et privat hjem.”

Lars Waldemars idé er nu omsat til projekt ’Trailerpark’, som realiseres i samarbejde med Augustiana Kunstpark & Kunsthal og støttes af Statens Kunstfond. Fra 25. juni kan de tre første kunsttrailere opleves i parken ved Augustiana. De tre deltagende kunstnere er Karin Lind (som er fra Sydals), Pernille Kofoed og Freja Niemann Lundrup. Kunstnerne har fået stillet en trailer til rådighed af Sønderborg Trailer Center, som er sponsor på projektet, men har herefter fået frie hænder. Dog er det et krav, at traileren efter den kunstneriske bearbejdning skal kunne køre lovligt og at værket skal kunne holde til at stå ude.

Karin Lind, Forskudt udsigtspunkt. Copyright Augustiana Kunstpark & Kunsthal.

Karin Lind, Forskudt udsigtspunkt. Copyright Augustiana Kunstpark & Kunsthal.

“For kunstnerne udgør traileren en uhøjtidelig og usædvanlig ramme, og det at trailerens funktionalitet skal bevares, giver et kunstnerisk benspænd,” siger kunstkonsulent Hanne Lundgren Nielsen, som har været med til at udvikle projektet. “Begrænsninger fører som bekendt ofte til innovative løsninger, men det er alligevel overraskende, hvor kreativt, og forskelligt, de tre kunstnere har grebet opgaven an.“

Trailerne står i Augustiana Kunstpark sommeren over, men fra 1. september skal de ud i cirkulation og på skift opstilles forskellige steder på Als. Interesserede får mulighed for at ansøge om at få en trailer ud. Hvis man selv kan afhente ved Augustiana, hvor trailerne har base, er det gratis, hvis ikke, koster det et mindre gebyr. Det er et krav, at der skal være offentlig adgang til traileren, mens den er stillet op.

Pernille Koefoed, Vejrsystemer. Copyright Augustiana Kunstpark & Kunsthal.

Pernille Koefoed, Vejrsystemer. Copyright Augustiana Kunstpark & Kunsthal.

Projektet er støttet af Statens Kunstfond og udviklet af billedhugger Lars Waldemar i samarbejde med kurator og kunstkonsulent Hanne Lundgren Nielsen, Augustiana Kunstpark & Kunsthal, Sønderborg Kommune, Statens Kunstfond. Kunstprojektet ferniseres fredag den 25. juni, hvor alle er velkomne i tidsrummet kl. 16.00 – 18.00. Kunstnerne vil være til stede. Husk coronapas.

Udstillingsperiode: 25. juni – 1 september 2021
Mere om de enkelte værker og kunstnere: augustiana.dk/udstillinger/trailerpark